Coronakrisen tager livet af Danmarks største skikoncern

Piste Group, der med 85.000 årlige rejsende er Danmarks største skikoncern, bliver nu begæret konkurs.

Coronakrisen tager nu livet af Danmarks største skikoncern. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lizette Kabré/Ritzau Scanpix

Danmarks største skirejsebureau, Piste Group, har været hårdt ramt af coronakrisen og bliver nu begæret konkurs. Ledelsen arbejder fortsat på at finde en løsning, der kan føre virksomheden videre i en anden form, skriver branchemediet Standby.

Piste Group, der har hovedkontor i København, omsatte i et normalt rejseår for 700 mio. kr. og sendte 85.000 danske af sted på skirejse. Det gør selskabet til Danmarks største skikoncern.

I en pressemeddelelse udtaler Piste Groups formand og medejer, Casper Lykke Pedersen, at coronakrisen har lukket skidestinationer over hele Europa og dermed fjernet markedet for skirejser.

»Det er med tungt sind, at vi må meddele, at coronakrisen har gjort, at Piste Group er så udfordret økonomisk, at vi må tage så drastiske skridt som at begære selskabet konkurs. Så længe vi ikke kan sende danskerne på skiferie, har vi ingen omsætning, og udsigterne til, at vi kan få lov til det, er lange,« hedder det fra formanden.

Selskabet har løbende forsøgt at reducere omkostningerne og har blandt andet opsagt flere medarbejdere, mens andre er gået ned i arbejdstid og løn, men dette har ikke været nok i den nuværende coronakrise.

Ledelsen i Piste Group kan dog stadig spore stor interesse for at komme på skiferie.

»Eneste lyspunkt i denne triste situation er, at vi kan se, at vores gæster rigtig gerne vil på skiferie, så snart forholdene tillader det. Så vi tror på, at der kommer gang i markedet på et tidspunkt,« udtaler Casper Lykke Pedersen.

Han siger, at koncernen arbejder på en rekonstruktion, og oplyser, at kunder, der har købt pakkerejser, vil få refunderet deres betalinger i samarbejde med Rejsegarantifonden.

Selskabet Piste Group er holdingselskabet bag blandt andet Skinetworks, som står bag skirejsebureauerne Nortlander, Slopetrotter, Danski, Active Alps og Summitweek.

Rejsebranchen er blandt de hårdest ramte af coronakrisen. Også store luftfartsselskaber som SAS og rejsebureauer i det hele taget er stærkt økonomisk udfordret af krisen.