Coronakrisen halverede antallet af nye virksomheder: Nu er iværksætterlysten tilbage

Færre kastede sig ud i tilværelsen som iværksætter i coronakrisens spæde måneder, men nu er skuden vendt. Krav til højere startkapital udgør dog stadig en stopklods for iværksætterdrømmene, vurderer chefkonsulent.

Under coronakrisen var udsigterne til, at Danmark skulle få en ny serieiværksætter som Jesper Buch, dårlige, men nu vokser iværksætterlysten igen. Arkivfoto: Linda Kastrup

Coronakrisen har betydet markante fald i omsætningen for mange danske virksomheder, og i marts og april oplevede det danske erhvervsliv en halvering i antallet af nye virksomheder. Krisen har med andre ord taget hårdt på erhvervslivet og iværksætterlysten herhjemme.

Men nu viser en optælling, foretaget af TV 2, en mere positiv tendens.

Efter et solidt dyk i foråret er antallet nyregistrerede virksomheder nemlig steget igen, og i juni og juli var der ligefrem flere nye iværksættere end i samme periode sidste år. Det skriver TV 2.

I juni og juli sidste år var der henholdsvis 2.417 og 2.183 nyopstartede virksomheder, mens der i samme periode i år var henholdsvis 2.581 og 2.572.

Nogle af dem, der i år har kastet sig ud i et iværksættereventyr, er Rasmus Relling og Magnus Mygind. De er begge nyuddannede og startede i juni grønferie.dk, der arrangerer vandreferier i Danmark. Ifølge makkerparret har coronakrisen haft en positiv indflydelse på deres opstart.

»Coronakrisen er i virkeligheden ikke så dårlig for os, for det betyder, at flere mennesker holder ferie hjemme i Danmark,« siger Rasmus Velling, som TV 2 har talt med.

Skal have 40.000 op af lommen

Trods den positive udvikling er antallet af nystartede virksomheder i 2019/2020 sammenlignet med 2018/2019 markant mindre. Som Berlingske tidligere har beskrevet, skyldes udviklingen ikke alene coronakrisen, men også afskaffelsen af selskabsformen IVS (iværksætterselskaber).

Det betyder, at nystartede virksomheder i stedet skal registreres som anpartsselskaber (ApS), og at de ikke længere kan stifte et selskab for en enkelt krone. I stedet skal de have en egenkapital på 40.000 kroner.

Ifølge Jasmina Pless, der er chefkonsulent for iværksætterpolitik hos Dansk Erhverv, er det blandt andet denne ændring, som har påvirket iværksætterlysten.

»Vi kan se, at det fortsat er afskaffelsen af IVSerne, der spiller ind, og så kommer coronakrisen oveni, og det påvirker antallet af nyetablerede virksomheder markant i marts og april. Det er måske ikke noget, vi mærker til lige nu, men kombinationen af de to ting kan betyde, at vi i fremtiden har færre iværksættere og færre vækstvirksomheder, som skaber nye job og bidrager med spændende ideer til erhvervslivet,« forklarede hun til Berlingske i maj.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tidligere udtrykt et ønske om at vende den negative udvikling, så antallet af nyopstartede virksomheder igen er stigende.