Copenhagen Fashion Week får ny direktør

Cecilie Thorsmark bliver administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week

Cecilie Thorsmark bliver ny administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week, som er nordens største modeuge. Den afholdes to gange årligt. Foto: Asger Mortensen Fold sammen
Læs mere

Den 35-årige Cecilie Thorsmark, der kommer fra en stilling som kommunikationsdirektør i Global Fashion Agenda, bliver ny administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den nye direktør overtager posten efter Camilla Frank, som blev ansat i Matas for at implementere virksomhedens nye digitale strategi.

Cecilie Thorsmark har gennem hele sin karriere haft modebranchen som omdrejningspunkt og har netværk i både ind- og udland. Cecilie Ingdal, chefredaktør for ELLE Danmark og bestyrelsesmedlem i Copenhagen Fashion Week, er ikke i tvivl om, at den nye direktør er den rette.

»Det har været en god ansættelsesproces, og jeg er meget imponeret over det stærke ansøgerfelt. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at Cecilie Thorsmark har den helt rette profil til at videreføre det flotte arbejde, hendes forgængere har udført for Copenhagen Fashion Week,« siger hun i pressemeddelelsen.

Cecilie Thorsmark tiltræder senest den første november, hvilket hun ser meget frem til.

»Jeg glæder mig meget til at påtage mig det store ansvar, der ligger i at videreudvikle, styrke og fremtidssikre modeugen. Jeg mener, at Copenhagen Fashion Week har et endnu større potentiale, og derfor vil jeg blandt andet arbejde for at styrke modeugens bæredygtige profil og skabe en international platform med skandinavisk mode som drivkraft,« siger hun.

Samtidigt med offentliggørelsen af den nye direktør træder bestyrelsesformanden, Jacob Kampp Berliner, ud af modeugens bestyrelse. Det betyder, at næstformanden, Thomas Klausen, overtager denne post indtil næste generalforsamling.