Copenhagen Capacity i mere tilbagetrukken rolle på MIPIM

Byggesocietetet har i år overtaget den rolle som vært og koordinator på den danske stand, som Copenhagen Capacity ellers har udfyldt de seneste 22 år.

London præsenterer sig for investorerne på MIPIM sidste år. Engang var det utænkeligt, at investorer skulle vise blot tilnærmelsesvis samme interesse for den danske hovedstad. Det er det ikke længere. Foto: S. D’HALLOY – IMAGE&CO for Reed Midem Fold sammen
Læs mere

Alt er ikke helt ved det gamle for dem, der i disse dage besøger hovedstadens stand på ejendomsmessen MIPIM i Cannes.

Gennem 22 år har Copenhagen Capacity været vært på standen. Og når man i år har overladt stafetten til Byggesocietetet, ligner det den ideelle version af en skatteyderfinansieret indsats for erhvervsudvikling: Man pukler på og gør det sure arbejde, indtil projektet er selvbærende og lønsomme virksomheder selv kan og vil tage over.

Tilbage i 90erne virkede det op ad bakke at sælge det lille og meget lokalt forankrede danske ejendomsmarked til udenlandske investorer. Og de resultater, man dog nåede i de første år, blev umiddelbart bombet tilbage til stenalderen under finanskrisen.

Men ret hurtigt konkluderede de internationale investorer, at krisens chok tværtimod var en grund til at komme til den danske hovedstad, hvor økonomen er solid og folketallet voksende. Siden er denne tendens kun taget til, og nu om dage kommer de udenlandske investorer nærmest af sig selv.

For eksempel var højst tre af de 10 største investorer på det danske ejendomsmarked sidste år, ifølge en opgørelse fra Cushman & Wakefield, danske. Se skemaet.

Flere kræfter til kerneopgaven

Men stadigvæk er en så mangeårig rolle som koordinator og vært, som Claus Lønborg, direktør i Copenhagen Capacity, udtrykker det, ikke noget, man bare lige hopper fra. Men når det nu skal være, er der også en vis lettelse ved det.

»I mange år har den danske stand populært sagt været et sammenskudsgilde mellem branchens virksomheder, offentlige parter og en lang række andre aktører. Det har sine fordele, at man står sammen, men det har også givet os nogle udfordringer, når vi hvert år skal ud at samle aktører, få dem committet og få dem til at betale. Det er det arbejde, som Byggesocietetet nu har påtaget sig, og som de, som en del af branchen, også er bedre positioneret til, end vi er,« siger Claus Lønborg.

»Det, vi kan gøre nu, er i højere grad at bruge flere kræfter på det, vi også er sat i verden for: at markedsføre Storkøbenhavn internationalt. Så vi er fortsat partnerne, men vi kan bruge nogle flere resurser på at møde udenlandske investorer,« fortsætter han.

Hjemlig markedsføring

Men selv om mange af de danske deltagere på MIPIM har nok at gøre med at tale med nysgerrige udenlandske investorer, udfylder messen i Cannes traditionen tro også en funktion som et sted, hvor danskere møder andre danskere. Det har f.eks. Ejendomstorvet.dk som en del af sin mission. Portalen benytter messen til at markedsføre en ny funktionalitet i henseende til kontorhoteller og andre fleksible måder at leje kontorpladser på. Et felt, hvor man må se sig udfordret af andre og driftige portaler.

»Vi har længe bemærket, at efterspørgslen efter fleksible løsninger er steget, og Ejendomstorvet.dk har ikke været målrettet nok til at følge med udviklingen. Derfor har vi nu skabt et separat område, et univers, om man vil, som skal gøre det til en bedre oplevelse for brugeren at navigere i,« oplyser Ejendomstorvet.dk i en mail til Berlingske Business Ejendomme.

»Hotdisk, flexplads, co-working, kontorfælleskab, kontorhotel – kært barn har mange navne. Vi vil gøre markedet mere gennemskueligt, og vi har forsøgt at skabe noget, som er anderledes for hele markedet, da vi gerne vil gøre op med alle de navne, der bliver brugt om kontorhoteller, for at hjælpe brugeren godt på vej. Derfor har vi lavet nogle helt nye søgekriterier, herunder tre faste definitioner fast plads, flexplads og lukket kontor som brugerne kan benytte til at guide sig igennem mængden af kontorhoteller,« oplyses det videre.