Coop vrager MobilePay til fordel for digitalt dankort

MobilePay har tabt kampen til det Nets’ kommende digitale Dankort – i hvert fald hos detailkæden Coop. Her bliver der satset på overbygningen af det klassiske betalingskort.

Foto: Simon Læssøe.
Læs mere
Fold sammen

Selvom Danske Banks MobilePay er uden sidestykke, når det kommer til pengeoverførsler mellem privatpersoner, har applikationen ikke slået igennem på samme måde ude i butikkerne. Derfor har den store detailkæde Coop, der omfatter bl.a. Kvickly, Super Brugsen og Irma, valgt at se bort fra MobilPay, for i stedet satse på Nets’ digitale Dankort. Det skriver Børsen.

For at bruge Nets’ digitale Dankort skal man først have eller hente en applikation, der hedder wallet (pung eller tegnebog på dansk), derefter kan man lægge sit Dankort over på mobilen, og siden bruge telefonen til betaling ligesom det kontaktløse Dankort, der blev lanceret i 2015. Det er også Nets, der står bag det fysiske Dankort, såvel som NemID.

»Vores første partner vil være Dankortet. Det er mere udbredt i butikkerne, og det er det, danskerne har tillid til,« siger Coop Danmarks koncerndirektør, Jan Madsen, til Børsen, men understreger at Coop ikke har udelukket MobilePay for altid. I første omgang bliver det bare ikke Danske Banks betalingsapp, Coop kommer til at benytte.

Den beslutning skal formentlig ses i lyset af prisen på MobilePay-betaling for butikkerne. For mens det er gratis for privatpersoner at overføre til hinanden, så koster det butikkerne tre kroner, når kunderne bruger MobilePay. Tilsvarende koster en klassisk Dankort-betaling kun 42 øre pr. transaktion.

Ifølge Henning N. Jensen, der er betalingsekspert og seniorpartner i Pluscon, kan det ses som en blåstempling af Nets’ digitale Dankort, når Coop vælger at se deres vej. Målt på transaktioner er detailkæden nemlig førende i Danmark.

Ifølge Børsen vil Nets’ makkerskab med Coop udmønstre sig i en applikation under Wallet, der ventes lanceret i enten oktober eller november.