Coop vil fyre 2.000 ungarbejdere

Coop, der står bag en række detailkæder, opfordrer nu deres 1200 butikker til at afskedige omkring 2000 ungarbejdere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Preben Madsen

Detailkæder som Kvickly og SuperBrugsen skal fremover ikke længere ansætte unge 15 årige til eksempelvis at håndtere flasker eller pakke varer.

Det er meldingen fra Coop, der står bag kæderne med 1200 butikker.

»Meldingen til vores butikker er, at de fremover skal lade være at ansætte unge, der går i folkeskolen, i butikkerne,« siger arbejdsmiljøchef i Coop Thomas Hermann.

Kursændringen skyldes ifølge arbejdsmiljøchefen, at risikoen for at få påbud og bøder fra Arbejdstilsynet er for stor.

»Vi oplever et øget fokus fra Arbejdstilsynet på den her målgruppe. Vi har set bøder så store, at de vækker genklang i hele organisationen.«

»Derfor er vi nødt til at rådgive butikkerne til at være på sikker grund,« siger Thomas Hermann.

Coop fik i 2017 otte påbud og har indtil 6. september 2018 fået foreløbig fem påbud.

Der er cirka 2000 ansatte ungarbejdere i butikker, der hører under Coop.

De nuværende ansatte vil ikke blive berørt af kursskiftet. Det gælder kun fremadrettet, lyder det fra arbejdsmiljøchefen.

Hos Arbejdstilsynet undrer tilsynschef Lars Tue Toft sig over meldingen fra Coop.

Reglerne er ikke strammet, snarere lempet, argumenterer tilsynschefen ifølge DR.

Nu kan unge mellem 13 og 15 år eksempelvis også hjælpe med ekspeditionen i butikker og restauranter, påpeger han.

Thomas Herman fastholder dog, at detailkæden oplever, at det er blevet sværere at undgå at komme i konflikt med arbejdsmiljøreglerne.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. For jeg er ikke i tvivl om, at det for mange af de unge vil være rigtigt gavnligt med et job.«

»Det kan give dem perspektiv på valg af uddannelse og på deres vej ind på arbejdsmarkedet,« siger han.

Han opfordrer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at se på, om reglerne er gode nok.

Det erklærer ministeren sig ifølge DR villig til.

»Jeg er villig til at drøfte ændringer i bekendtgørelsen, hvis det kan gøre den mere forståelig, og vi på den måde kan sikre, at unge fortsat kan få arbejde hos Coop,« siger Troels Lund Poulsen til DR.