Stigende priser og driftsomkostninger har fået Coop til at gribe til drastiske midler.
Dagligevarekoncernen reducerer nu deres butikskæder med to, oplyser de i en pressemeddelelse.
»Kunderne har i år ændret indkøbsadfærd som følge af de omfattende prisstigninger efter Ruslands invasion af Ukraine. De går meget mere i discountbutikker,« lyder det fra Kræn Østergård Nielsen, der er administrerende direktør i Coop.
Fra onsdag bliver Kvickly og Superbrugsen derfor slået sammen til én kæde, mens Fakta-butikkerne vil være helt lukket inden udgangen af 2022.
Omlægningen skal gøre det billigere for kunderne i en tid med »stor inflation og stigende priser«, lyder det.
»Vi skaber en enklere og mere effektiv organisation, der hurtigere og i højere grad kan leve op til kundernes krav om billigere varer,« siger Kræn Østergård Nielsen.
Åbner 130 nye butikker
I løbet af de kommende 12 uger vil der til gengæld åbne over 130 Coop 365discount-butikker. De fleste vil være tidligere Fakta-butikker, der bliver moderniseret og udvidet.
De nye discountbutikker vil i højere grad fokusere på lavere priser, en større udbredelse af »kundevenlig« scan og betal-løsninger og et udvidet sortiment, oplyser Coop.
Manøvren betyder også, at koncernen omrokerer kædernes ledelse. Kenneth Holmen Pedersen, der hidtil har stået i spidsen for SuperBrugsen, bliver direktør for Kvickly-SuperBrugsen.
Den hidtidige direktør for Kvickly, Torben B. Andersen, vender tilbage til sin tidligere rolle som kædedirektør for Dagli´Brugsen, mens den nuværende direktør for Dagli´Brugsen, Maria Beck-Tange, er tiltænkt en anden rolle i Coop. Direktøren i Coop 365discount vil fortsat være Thomas Nielsen.
Kæderne Kvickly og SuperBrugsen kommer ved sammenlægningen til at udgøre landets største supermarkedskæde målt på omsætningen, 25 milliarder kroner.
De to særskilte navne vil dog bestå i en periode.
»Kvickly og SuperBrugsen er to meget stærke brands, og derfor haster det ikke for os at lancere et nyt fælles navn. Visionen er, at der kommer til at være ét navn for kæden,« siger koncerndirektør Allan Kristoffersen i pressemeddelelsen.
På Berlingskes liste over Danmarks 1.000 største virksomheder målt på omsætningen optræder Coop-koncernen på en 20.-plads med en omsætning på 39 milliarder kroner.
Opdateres ...