Coop køber cateringfirmaet bag Kokken & Jomfruen

Et skift i markedet i andet halvår af 2016 har fået Coop til at købe halvdelen af cateringfirmaet bag Kokken & Jomfruen af Færch-familien.

Peter Høgsted, administrerende direktør i Coop. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Danskerne bruger flere penge på takeaway-mad og restaurantbesøg, og det får nu Coop til at købe halvdelen af cateringfirmaet Catering Danmark, der blandt andet står bag Kokken og Jomfruen.

Catering Danmark er ejet af Færch & Co. Kapital, som Lone og Bjarke Færch står bag. De er mor og søn og en del af Færch-familien, der tidligere var medejere af Skandinavisk Tobak og Færch Plast, og de to beholder 50 procent af virksomheden efter Coops indtræden som medejer.

Coop kom ud af 2016 med en voldsom tilbagegang på resultatet, og forklaringen skal ifølge topchef Peter Høgsted blandt andet findes i forbrugernes ændrede adfærd i forhold til madindkøb.

»Det har overrasket mig, at danskerne har erstattet dagligvareindkøb med måltidskasser, streetfood og takeaway så hurtigt. Det kom bag på os, at det gik så stærkt,« siger Peter Høgsted.

Coop har selv lanceret måltidsløsninger og samarbejder blandt andet med Meyers og Cofoco om færdigretter. Men efterspørgslen på færdigretter er vokset voldsomt i 2016, og partnerskabet med Catering Danmark er et forsøg på at imødekomme det skift i forbrugernes adfærd.

Catering Danmark leverer festmad, måltidskasser og frokostordninger gennem Kokkens Hverdagsmad, Kokken & Co. Brunchtid, Smageriet og det nok mest kendte brand i flokken Kokken & Jomfruen. Coop vil nu være med til at udvide tilbud på færdige måltidsløsninger til både hverdag og fest over hele Danmark.

I en meddelelse udtaler bestyrelsesformand for Catering Danmark, Mogens Aaby, at »Coop er den helt rigtige medejer«.

»Coops værdier for måltidet og deres strategi for kvalitet i alle måltider deler vi. For Færch & Co. Kapital er det den ideelle partner. Med salget af halvdelen af virksomheden til Coop sikrer vi på bedste vis værdiskabelsen for virksomheden og det er netop vores mål i Færch & Co. Kapital,” siger Mogens Aaby, som foruden sit formandskab i Catering Danmark også er administrerende direktør i Færch & Co. Kapital.

Catering Danmark har en omsætning på mere end 200 millioner og beskæftiger cirka 130 medarbejdere.