Coop-direktør til britisk konkurrent

Coops administrerende direktør Per Bank skifter til britiske Tesco 1. april (Opdateret 11.30).

Foto: Nanna Kreutzmann
Per Bank har været i Coop siden 2001, hvor han begyndte som logistikdirektør. I 2004 blev han administrerende direktør og i en periode har han desuden være koncernchef for Coop Norden.

"Det har været nogle fantastiske år, hvor vi gennem et stærkt samarbejde mellem bestyrelse, koncernledelse, brugsforeninger og alle medarbejdere har skabt fremgang år for år og moderniseret virksomheden", siger 41-årige Per Bank i en pressemeddelelse.

Tesco, som Per Bank nu skal gøre karriere i, er en af verdens førende detailhandlere med ca. 440.000 medarbejdere fordelt på 4000 butikker i 14 lande. Selskabet havde i 2008 en samlet omsætning på godt 50 milliarder pund.

”Det er en anerkendelse af Per Banks indsats i Coop, at han er blevet tilbudt et top job i en af verdens absolut største virksomheder. Men det er beklageligt for Coop, fordi Per har leveret en ekstraordinær indsats og skabt en historisk forbedring af resultaterne over en årrække for den danske brugsforeningsbevægelse,” siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Coop Danmark og formand for FDB, der ejer Coop.

I løbet af de kommende måneder vil Coop finde en ny person til at overtage Per Banks gamle job.