Converse sælger for millioner i Danmark

På fem år har Converse Scandinavia tjent over 400 mio. kr. på engrossalg. Men nu forlanger Nike at få del i pengestrømmen.

Foto: MARIO TAMA. Nike købte i 2003 Converse fpr 305 mio. dollar efter det over 100 år gamle skofirma var ved at ramme en konkurs. Nu ønsker Nike at blive en del af millionsuccesen i Danmark. 
Læs mere
Fold sammen

Den postkasserøde sko med hvid sål og det genkendelige stjernelogo har af flere omgange været et populært fodtøj. Det gælder også de sidste år i Danmark.

Converse Scandinavia har på engrossalg tjent en god bunke penge på den amerikanske gummisko fra 1908. Det skriver Børsen.

Det er tøjkongen John Ginsborg og hans makker Per Rasmussen, der nyder godt af det store salg. På fem år har firmaet haft et overskud på over 400 mio. kr. I samme periode er overskuddet af driften tredoblet. Årsregnskabet for 2012/2013 viser et driftsresultat på 135 mio. kr.. Det svarer til en afkastningsværdi på 64 pct.

Det er en beskeden administrerende direktør, der kommenterer på det positive regnskab.

»Det går jo ikke specielt godt i detailhandlen lige nu, så vi har ikke specielt stor lyst til at gå ud og skinne mere end højst nødvendigt med de resultater, vi går og laver,« siger Per Rasmussen til Børsen.

Han forklarer det med, at han ikke ønsker, at der skal for meget fokus på virksomhedens ve og vel, fordi det kan give bagslag.

Det kan dog være slut med den store pengestrøm. Nike, der i 2003 reddede Converse ud af en dyb krise, kræver nu en bid af kagen.

»Vores gamle aftale udløber den 31. december og så får vi en ny kontrakt. Og i den nye kontrakt får vi ikke lov til at tjene lige så mange penge,« forklarer Per Rasmussen til Børsen.