Containerrederier har skrottet færre skibe i 2018

Der er blevet skrottet markant færre skibe blandt containerrederierne i starten af 2018 end de foregående år, og det er med til at øge den samlede flåde på verdenshavene, hvilket gør branchen sårbar over for faldende efterspørgsel. Det skriver analysehuset Alphaliner.

Der er blevet skrottet markant færre skibe blandt containerrederierne i starten af 2018 end de foregående år, og det er med til at øge den samlede flåde på verdenshavene, hvilket gør branchen sårbar over for faldende efterspørgsel. Det skriver analysehuset Alphaliner. Spencer Platt/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

Der er udsigt til at blive skrottet skibe med en samlet kapacitet - målt på antal tyvefodscontainere (teu) - på 100.000-200.000 i år, hvilket vil være et fald fra 413.982 teu sidste år og 654.862 teu i rekordåret 2016.

Alphaliner anslår, at kapaciteten i den globale containerflåde vil stige 6 pct. i 2018 til 22,37 mio. teu, da rederierne resten af året står til at få leveret skibe med en kapacitet på 1 mio. teu.

Derudover har rederierne i løbet af det seneste halvandet år taget flere skibe i brug, som tidligere lå oplagt på land.

Andelen af ledig kapacitet er således faldet fra rekordhøje 1,6 mio. teu i oktober 2016 til 340.000 teu per april 2018.

Den stigende andel af skibe på verdenshavene gør markedet sårbart over for et pludseligt dyk i efterspørgslen.

»Det overordnede marked er fortsat sårbart for enhver mindskning af efterspørgslen, som kan ødelægge den skrøbelige forbedring i containermarkedet, selv om raterne er begyndt at falde som følge af presset af det overskydende udbud,« skriver Alphaliner.