Coloplasts eks-direktør ny næstformand i Dong

Lene Skole, tidligere finansdirektør i Coloplast, bliver kørt i stilling som ny næstformand i Dong Energy A/S. Derudover kommer der internationale kræfter i bestyrelsen.

Foto: Erik Refner. Dong Energy har indstillet Lene Skole som ny næstformand i bestyrelsen. Foto: Erik Refner, Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Dong Energy har indstillet den tidligere Coloplast-finansdirektør Lene Skole til en plads som næstformand i energiselskabets bestyrelse. Lene Skole forlod sidste år Coloplast for at blive adm. direktør i Lundbeckfonden og bliver inden længe næstformand i Lundbeck A/S.

Indstillingen af Lene Skole som ny næstformand sker, som følge af at den nuværende næstformand, Jørn P. Jensen, stopper og samtidig udtræder af bestyrelsen ved generalforsamlingen den 4. marts.

Jørn P. Jensen, finansdirektør i Carlsberg, er kendt som en kompetent talknuser. Samme ry har Lene Skole opbygget sig gennem de ni år, hun sad som ansvarlige for finanserne i Coloplast.

Foruden Lene Skole er også briten Lynda Armstrong indstillet som nyt medlem af Dongs bestyrelse. Armstrong har i 30 år været hos Shell, hvor hun har siddet i flere ledende stillinger. I dag er hun selvstændig konsulent og formand for organisationen British Safety Council.

Bestyrelsesformand i Dong Energy A/S, Thomas Thune Andernsen, er begejstret for at kunne byde de nye medlemmer af bestyrelsen velkommen.

»Jeg er glad for, at det er lykkedes at finde to så stærke kandidater til DONG Energy's bestyrelse, og jeg ser frem til samarbejdet med Lene Skole og Lynda Armstrong. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Jørn P. Jensen for hans store indsats i Dong Energy's bestyrelse,« siger han.