Coloplast vokser trods lettere skuffende stomipose-salg

Med en organisk vækst på ni procent kom Coloplast ud af årets første ni måneder i pæn stil trods udfordringer i stomiforretningen. Selskabet fastholder forventningerne.

Lars Rasmussen, topchef for den medicotekniske virksomhed Coloplast. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Den danske producent af medicinsk udstyr, Coloplast, kom ud af de første ni  måneder i det skæve regnskabsår 2013/14 med en omsætning på 9,2 milliarder kr.

Det svarer til en organisk vækst på ni pct. I tredje kvartal alene blev den organiske vækst på otte pct.

Driftsresultatet før særlige poster steg 13 pct. til 3.047 mio. kr. Overskudsgraden før særlige poster blev 33 pct. mod 31 pct. i samme periode sidste år.

"Jeg er glad for det solide regnskab, som vi præsenterer i dag. Vi kan endnu en gang fremvise god vækst i alle forretningsområder og i alle regioner, og det samlede resultat ligger på linje med de høje forventninger, vi har til selskabet," siger Coloplasts adm. direktør Lars Rasmussen.

Coloplast fastholder på baggrund af kvartalsregnskabet forventningerne til resten af året, nemlig en organisk vækst på ni pct. og en vækst på syv pct. målt i kr.

Samtidig forventer selskabet en driftsindtjeningsmargin før særligeposter på 33-34 pct. i lokal valuta og cirka 33 pct. i danske kr.

Regnskabstallene skuffer en smule i forhold til, hvad analytikerne havde ventet. Her havde enkelte endda spekuleret i en mindre opjustering af helårsforventningerne.

Derfor faldt aktiekursen med knap to pct. i forlængelse af offentliggørelsen af kvartalsregnskabet. Det skal ses i lyset af de meget høje forventninger i markedet til Coloplast.

Ser man nærmere på regnskabet fremgår det, at det primært er stomi-forretningen, der holder lidt igen på vækstlokomotivet fra Humlebæk.

Alle forretningsområder pånær stomi, som er selskabets største forretningsområde, fremviste tocifrede vækstrater i regnskabsårets første ni måneder. Salget af stomiposer voksede derimod kun med otte pct.

Det skyldes især en aftagende salgsvækst i regnskabsårets tredje kvartal. Her voksede salget af stomiposer med seks pct., hvilket er noget mindre end i første halvår.

Ifølge kvartalsmeddelelsen var udviklingen i stomiforretningen i tredjekvartal drevet af vækst i "øvrige markeder", specielt i Kina og Brasilien, men også i Rusland, hvor der har været et højere antal udbud i forhold til sidste år.

"Væksten i Europa og USA var lavere sammenlignet med det meget stærke første halvår. I Europa var væksten særligt påvirket af svagere momentum i Storbritannien og sundhedsreform i Frankrig, dog delvist opvejet af god vækst på de nordiske og sydeuropæiske markeder," skriver selskabet i meddelelsen.

Ser man på den samlede omsætning over ni måneder, henter Coloplast også hovedparten af sin vækst uden for Europa. Selskabets europæiske forretning voksede med seks pct., mens væksten på andre etablerede markeder, hvilket primært vil sige USA, var på 10 pct. og 24 pct. på andre markeder, som omfatter vækstmarkederne i blandt andet Kina.