Coloplast vil fyre 300 danske medarbejdere

Medico-virksomheden Coloplast har trukket sparekniven og varsler nu nedlæggelse af 300 stillinger næste år. Det skriver TV Midtvest.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

Coloplast står foran en større fyringsrunde. Medico-virksomheden planlægger at skære samlet 300 stillinger væk til foråret.

Det skriver TV Midtvest på sin hjemmeside.

Fyringerne rammer på Coloplasts afdelinger i henholdsvis Thisted og i Mørdrup i Nordsjælland. I dag er der samlet 700 medarbejdere de to steder.

Coloplasts forsknings- og udviklingsdirektør Oliver Johansen siger til TV Midtvest, at han håber, at nednomeringen delvist kan ske via frivillig fratrædelse.

»Vi forventer at en del af de afskedigelser kan håndteres gennem naturlig afgang, men der vil også blive tale om deciderede fyringer af fastansatte i Thisted,« Oliver Johansen ifølge mediet.

Varslingen om, at der kommer en fyringsrunde til foråret, kommer efter, at Coloplast har udvidet sine produktionskapacitet i udlandet. Det sker også efter, at virksomheden i sommer måtte nedjustere sine forventninger til årets resultat.

Coloplast-ledelsen overbragte den nedslående nyhed om nedskæringer til medarbejderne tirsdag, og den forklaring de fik, handler om at der i dag ganske enkelt er mindre behov for danske medarbejdere.

»Vi har lavet en treårsplan for innovation, som viser, at behovet for bemandingen på vores danske fabrikker vil være mindre i de kommende år. Vi må erkende, at vi har brugt flere ressourcer, end vi havde regnet med på brandslukning, og det betyder, at vi samlet set skal have skåret antallet af medarbejdere ned,« siger Oliver Johansen ifølge TV Midtvest.

Coloplast har i dag omtrent 9.000 ansatte på globalt plan. Virksomheden præsterede i seneste årsregnskab at trække en omsætning på over 12 milliarder kroner og levere et overskud efter skat på 2,3 milliarder kroner.