Coloplast-topchef ser milliardhensætning som et bump på vejen

Coloplasts milliardhensættelse er et bump på vejen uden strategisk og forretningsmæssig betydning for virksomheden. Frasalg af forretningsområdet er ikke i tankerne på nuværende tidspunkt, lyder det fra topchef Lars Rasmussen.

Foto: Simon Skipper. ARKIVFOTO: Lars Rasmussen, direktør i Coloplast.
Læs mere
Fold sammen

Egentlig troede Coloplasts topchef, at der var styr på strategien for, hvordan virksomheden håndterer de omkring 7.000 erstatningssager om skader ved brug af et særligt, indopereret underlivsnet til kvinder med nedsunken livmoder.

Sagerne skulle forliges, hvilket allerede var sket i halvdelen af sagerne, for det er var alt for dyrt for Coloplast at køre så mange sager gennem et dyrt amerikansk retssystem.

Men dommer Joseph Goodwin, der har det overordnede ansvar for retssagerne, synes tilsyneladende, at det går for langsomt med at få forligt sagerne. Derfor besluttede han i sidste uge, at 200 af de sager, der berører Coloplast skal prøves ved de amerikanske domstole. Hvis sagerne ender med en dom, vil den danne grundlag for forlig i de øvrige sager. Coloplast og modparterne i sagen skal derfor i gang med at finde konkrete beviser for deres påstande. Og det bliver dyrt.

»Vi fik en ordre fra dommeren i sidste uge på at gøre 200 sager klar til domstolsforhandling. Ifølge vores advokater handler det om, at dommeren synes, det går for langsomt med at forlige sagerne. Derfor vil han lægge maksimalt pres på parterne for at komme i gang og få forligt sagerne i et højere tempo,« siger Lars Rasmussen, topchef i Coloplast til Business.dk.

Dommerens afgørelse har tvunget Coloplast til at tage den store lommeregner frem og finde ud af, hvad den nye udvikling i værste fald vil koste virksomheden.

Skønnet lyder på tre milliarder kr., og det er det beløb, Coloplast tirsdag aften meddelte, at selskabet har hensat i dette års regnskab. Konsekvensen er, at medicovirksomheden, der præsenterer årsregnskab for det skæve regnskabsår 2014/2015 3. november, nedjusterer forventningerne til overskudsgraden fra 32 pct. til 10 pct. målt i lokalt valuta.

De tre milliarder kr. dækker alle de udgifter til retssager og forlig, som Coloplast kan komme i tanke om. Og den ekstraordinære hensættelse har ingen effekt på strategisk eller forretningsmæssig effekt på virksomheden, forsikrer Lars Rasmussen.

»Uden at ville bagatalisere det, for det er et stort beløb, så er der tale om en engangsforteelse og et bump på vejen, som ikke får indflydelse på vores strategi og forretning. Der er tale om tre milliarder kr. i forhold til en virksomhed, som har en markedsværdi på mellem 80 og 100 milliarder kr. Og vi har den finansielle styrke til at klare det,« siger Lars Rasmussen.

De store hensættelser, som nu er oppe på i alt 4,5 mia. kr., til at dække udgifter til erstatningssager på underlivsnet, stiller dog spørgsmålstegn ved, om urologiforretningen i Coloplast, der i dag omsætter for omkring én milliard kr. årligt, har en fremtid som en del af Coloplast.

Det vil Lars Rasmussen dog ikke rigtig spekulere i på nuværende tidspunkt.

»Urologiforretningen er ikke en god forretning, som det er nu. Men nu er vi midt i et forløb, som vi bare må få overstået. Vi tager stilling til, om vi gør de rigtige ting, og er de rigtige steder på et senere tidspunkt,« siger Lars Rasmussen.

Kan det komme på tale at sælge urologiforretningen fra?

»Det er ikke tiden at spekulere i det. Jeg har faktisk slet ikke tænkt på at sælge. Vi er midt i et forløb, hvor vi skal have retssagerne overstået og samtidig koncentrere os om at drive forretningen bedst muligt,« siger Lars Rasmussen.