Coloplast skuffer i andet kvartal men opjusterer i kroner

Medicokoncernen Coloplast kom på indtjeningen lidt dårligere ud af andet kvartal af sit forskudte regnskabsår 2014/15 end ventet blandt analytikerne.

Coloplast har tre primære forretningsområder: stomi, kontinens og urologi, samt hud- og sårpleje.
Læs mere
Fold sammen

Det viser regnskabet for regnskabsårets andet kvartal.


Medicoselskabet omsatte for 3447 mio. kr. mod 3017 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikere havde ventet et salg på 3415 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.


Fordelt på forretningsområderne kom Stomi ind lidt under det ventede, mens kontinens-forretningen kom ind lidt over. De mindre forretningsområder Urologi og Hud- og Sårpleje kom ind henholdsvis lidt under og pænt over det ventede.


Driftsresultatet (EBIT) landede på 1137 mio. kr. mod minus 16 mio. kr. i andet kvartal af 2013/14, hvor indtjeningen var belastet af en hensættelse på 1 mia. kr. til produktansvarssager i USA. I forhold til analytikerforventningen om et resultat på 1150 mio. kr. var der tale om en lille negativ overraskelse.


Overskudsgraden landede på 33,0 pct. mod analytikernes forventning om 33,8 pct.

På bundlinjen realiserede Coloplast et nettooverskud på 815 mio. kr. Det skal sammenlignes med et tab på 19 mio. kr. sidste år og forventninger om et overskud 836 mio. kr. blandt analytikerne.

LILLE OPJUSTERING I KRONER


Coloplast opjusterer forventningerne til hele 2014/15 i danske kroner i forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal torsdag middag. Forventningerne i lokal valuta fastholdes.

Coloplast venter stadig en underliggende omsætningsvækst på 8-9 pct., men en salgsvækst på 13-14 pct. målt i kroner mod tidligere ventet 12-13 pct.

Forventningerne til EBIT-marginen opgjort i såvel kroner som lokal valuta er uændret omkring 34 pct.

Analytikerne estimerede inden regnskabet en salgsfremgang i kroner på 12,7 pct. til 14.001 mio. kr. i 2014/15. Konsensus for EBIT-marginen var 34,1 pct.

UDBYTTE


Coloplast har midt i regnskabsåret besluttet at sende 953 mio. kr. tilbage til aktionærerne i form af et udbytte på 4,5 kr. per aktie.


Udbyttet bliver udbetalt 11. maj, men aktiens handles eksklusive ret til udbytte 7. maj.