Coloplast har succes i kriseramt Grækenland

Den danske medicovirksomhed Coloplast fremhæver i en halvårsrapport Grækenland som et af de markeder, hvor det går godt. Det sker trods begyndende rumlen, fordi leverandører af medicinsk udstyr i det kriseramte land oplever ikke at få deres betaling.

ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Mens alle venter på, hvad resultatet af den økonomiske nervekrig mellem det krise- og gældsplagede Grækenland og resten af EU ender med, oplever grækerne stadig flere tegn på, at riget fattes kontanter.

Ifølge BBC melder pensionister om forsinkede udbetalinger af pensioner, leverandører af mad og udstyr til militæret klager over manglende betaling, hospitalslæger fortæller, at de først fik betaling for tilkaldevagter i den forgangne uge, og den græske brancheorganisation for hospitalsleverandører citeres for, at have problemer med at få betalingen i hus.

Hospitalsleverandørerne, der leverer alt fra bandage til dialyseapparater til hospitaler og klinikker advarede ifølge BBC i sidste uge om, at de kan blive tvunget til at indstille leverancerne til hospitalerne.

”Det seneste fire måneder har vi opleveret uanmeldte aflysninger af betalinger,” hedder ifølge den britiske TV-station i en meddelelse fra brancheorganisationen.

Danmarks største producent af medicinsk udstyr, Coloplast, der leverer stomiposer, katedre og hud- og sårpleje, oplever imidlertid ikke problemer. Tværtimod fremhæver selskabet i en halvårsmeddelelse Grækenland som et af de lande, hvor det går særligt godt.

Og det er der ifølge adm. direktør Lars Rasmussen en god grund til.

”Grækenland er et marked, som klarer sig godt. Det skyldes, at vi har en rigtig god distributør dernede. Vi får betaling og har altid gjort det, så vi har ikke mistet penge, heller ikke under finanskrisen, selvom vi har hjulpet, hvis det var nødvendigt,” siger Lars Rasmussen.

”Distributøren forhandler alle vores produkter undtagen urologi, og har den fordel, at han samtidig er til stede med personale ude på hospitalerne, så han leverer også service til patienterne,” tilføjer Lars Rasmussen.