Coca-Cola har langet mere læskedrik over disken end forventet

Foto: BAZ RATNER. REUTERS/Baz Ratner
Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske læskedrikgigant Coca-Cola klarede sig bedre end ventet i andet kvartal på både salget og bundlinjen.

Overskuddet per aktie beløb sig til 0,61 dollar, hvilket er en fremgang på 3 pct. sammenlignet med samme periode året før og en spids bedre end 0,60 dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet.

Samtidig lød omsætningen på 8,9 mia. dollar, hvilket overgik det ventede salg på 8,54 mia. dollar.

Sammenlignet med samme periode sidste år er omsætningen faldet 8 pct., men det skyldes en ændring i selskabets strategi, hvor det har lagt mere af salget ud til partnere i USA.

Coca-Cola har solgt licenser til eksterne virksomheder, som så står for salg og distribution af Coca-Cola-produkter, mens moderselskabet får procenter af salget og samtidig tjener på de koncentrater, der indgår i læskedrikkene.

Organisk steg salget 5 pct. i andet kvartal, og selskabet fremhæver et stærkt salg af Coca-Cola Zero og Fuze Tea.

Coca-Cola fastholder forventningerne til 2018 og sigter fortsat efter en organisk vækst på mindst 4 pct. og en fremgang i driftsoverskuddet på mindst 9 pct.

Coca-Cola-aktien stiger 0,7 pct. i formarkedet efter regnskabet.

/ritzau/FINANS