Coca-Cola giver påsken skylden for fald i salget i første kvartal

Foto: BENOIT TESSIER.
Læs mere
Fold sammen

Coca-Cola tjener lidt mindre i årets første kvartal sammenholdt med samme kvartal sidste år, og tabet skal ifølge selskabet selv blandt andet findes i, at påskeferien i år lå i april i stedet for marts. Færre feriedage betyder nemlig, at der bliver solgt færre colaer.

Sodavandsselskabet omsætning lander i første kvartal i år på 9118 mio. dollar, fremgår det af regnskabet tirsdag. Det er et fald på 11 pct. fra sidste år, hvor omsætningen var på 10.282 mio. dollar.

»Resultaterne for første kvartal er på linje med vores plan, og vi er godt på vej til at levere vores omsætnings- og overskudsmål for hele året. Som forventet var omsætningen i kvartalet negativt påvirket af to færre dage og påskeferiens ryk til april,« siger administrerende direktør ved Coca-Cola Muhtar Kent i forbindelse med regnskabet.

»Vigtigst af alt bliver vi ved med at føre vores langsigtede strategiske transformation af Coca-Cola ud i livet. En plan, som jeg er sikker på vil levere endnu større værdi til aktionærerne i de kommende år,« siger Muhtar Kent, der i næste uge videregiver CEO-stafetten til James Quincey, der lige nu er produktionsdirektør i virksomheden.

Nettooverskuddet for første kvartal af 2017 er på 1184 mio. dollar. Det er 20 pct. lavere end samme periode sidste år, hvor nettoresultatet landede på 1493 mio. dollar.

/ritzau/FINANS