Cimber-aktien stiger 78 procent

Analytiker ryster på hovedet over flyselskabets aktiekurs, der er på himmelflugt, efter fusionsplanerne med Skyways blev bekræftet tidligere i dag.

Cimber Sterling gør klar til svensk fusion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Cimber Sterlings aktiekurs har nået sit højeste niveau siden marts, efter adm. direktør tidligere i dag bekræftede overfor Business.dk, at der er planer om en fusion med de svenske flyselskaber Skyways og City Airlines.

Siden børsens åbning er aktien steget med imponerende 78 pct. til kurs 2,89, hvilket svarer til at selskabet er blevet 57,8 mio. kroner mere værd siden torsdag. Da kursen var på sit højeste kl. 13.34 var kursen på 3,30 kroner - hvilket er mere end det dobbelte af kursen dagen før.



Aktiekursens eksplosive udvikling kommer dog bag på senioranalytiker fra Sydbank, Jacob Pedersen.

"Det undrer mig, hvis den nyhed kommer som en overraskelse for aktionærer eller andre, der følger med i Cimber. Det var den eneste logiske udgang, når nu Igor Kolomoyskij går ind i selskabet. Så selvom det ikke var bekræftet, forventede jeg ærligt talt, at markedet havde kalkuleret med det," siger han.

Den ukrainske rigmand vil efter planen skyde 165 mio. kroner ind i Cimber Sterling, hvis aktionærerne accepterer tilbuddet på en generalforsamling i næste uge. Rigmanden får aktier for pengene, men køber dem dog til en pris på 1,50 kroner per styk. Det betyder, at han får 46 pct. rabat i forhold til kursen nu.



Aktionærernes aktier bliver dermed mindre værd, og derfor overrasker Cimber-aktiens himmelflugt.

"Det virker som om investorerne har sovet i timen. Hvis de virkelig mener, at aktien skal være mere end 2,5 krone værd, så burde de have købt tidligere. Det er som om, de ikke har fanget, at aktierne bliver udvandet, når Kolomoyskij kommer til," siger Jacob Pedersen.

Kan man forestille sig, at der nu er nogle aktionærer, der vil kræve at han hæver sit bud?

"Man skal have gjort sit hjemmearbejde ubehøvlet dårligt, for at stille det krav. Aktionærernes alternativ er at få 0 kroner for aktien. Alternativet til at sige "ja tak" er, at Cimber går konkurs. Og så er aktierne ingenting værd," siger Jacob Pedersen.

Han påpeger, at Cimber Sterling har været splitsekunder fra en konkurs i flere omgange, og der derfor formodentlig ikke skal meget til, for at få aktiekursen til at slå ud.

Cimber annoncerede i denne uge endnu et samarbejde med et Kloloymskij-kontrolleret flyselskab. Det drejede sig om Aerosvit Airlines, som fremover får adgang til det danske marked gennem Cimber Sterlings brand. Men den øvelse kan vise sig at give bagslag, vurderer brandekspert. Aerosvit er nemlig kendt for elendig service, som flere danskere i dag kunne berette overfor Business.dk