Cigarkvaler kvalte væksten for Skandinavisk Tobakskompagni

Scandinavian Tobacco Group Nykøbing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Omsætningen i STG, Skandinavisk Tobakskompagni, faldt i 2017. Et år ledelsen beskriver som udfordrende.

STG, Skandinavisk Tobakskompagni, oplevede et fald i omsætningen i 2017. Samtidig har selskabets mangeårige finansdirektør valgt at forlade selskabet.

Selskabet, der sælger cigarer, pibetobak og snus, omsatte for 6,5 milliarder kroner sidste år. Det var et fald på 4,2 procent.

- 2017 var et finansielt udfordrende år for Scandinavian Tobacco Group som følge af IT-implementeringen i Cigars International, skriver administrerende direktør Niels Frederiksen i regnskabet.

Tallene for selskabets cigarprodukter er da heller ikke prangende. Omsætningen på håndrullede cigarer faldt med 7,1 procent til 2067 millioner kroner. Salget af maskinrullede cigarer dykkede med 3,9 procent til 2593 millioner kroner.

Cigarer er selskabets klart største forretningsområde. Det er også der, hvor der bliver fokuseret på salg og udvikling.

Mens både salget og overskuddet fra cigarer er faldet, er ledelsen dog positiv i regnskabet.

- I USA, vores største enkeltstående marked, udvider vi vores detailforretning. Vi har offentliggjort planer om at åbne to store cigarforretninger i 2018 i Texas.

- Og i januar 2018 styrkede vi vores position inden for onlinedetailhandel ved at underskrive en aftale om køb af Thompson and Co. of Tampa, Inc.

- Herudover har vi i vores største kategori, maskinfremstillede cigarer, genvundet momentum med forbedrede markedsandele i en række lande gennem et forøget strategisk fokus på innovation og kerne varemærker, skriver Niels Frederiksen.

Ud over tallene byder torsdag på nyheden om, at finansdirektør Sisse Fjelsted Rasmussen har valgt at forlade selskabet efter ni år på posten.

Det sker til fordel for en stilling andetsteds.

- Som finansdirektør har hun været en værdifuld del af den daglige ledelse, og jeg ønsker hende held og lykke, skriver direktøren.

/ritzau/