Christian Jensen er ny chefredaktør på Politiken

Christian Jensen bliver ny ansvarshavende chefredaktør på Politiken og erstatter Bo Lidegaard, skriver Politiken i en pressemeddelelse.

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

JP/Politikens Hus har i dag udnævnt Christian Jensen til ny ansvarshavende chefredaktør for Politiken. Han afløser Bo Lidegaard, der efter fem år som Politikens chefredaktør nu bliver skribent og anmelder på avisen, skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelse.

Christian Jensen, 43, kommer fra en stilling som ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Information, hvor han siden 2010 har stået i spidsen avisen. Før det var han i en årrække ansat på Berlingske. I årene 2007-2010 som medlem af chefredaktionen.

Administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, betegner Christian Jensen som en journalistisk leder ud over det sædvanlige.

»Christian Jensen forener en dyb journalistisk faglighed med enestående lederegenskaber. Han mestrer både den undersøgende journalistik, den intelligente analyse og den engagerende formidling – uanset om det er på papir eller digitalt. Og igennem årene på Information har Christian vist en uforlignelig evne til at inddrage og aktivere læserne«, siger Stig Kirk Ørskov.