Chr. Hansen-topchef: Forsøger at få bekostelig told omgjort i USA

I Chr. Hansens ellers positivt overraskende regnskab for andet kvartal trækker særlige poster bundlinjen en anelse ned i forhold til forventningerne, og det skyldes blandt andet om en udgift til told i USA på sundhedsprodukter.

»De amerikanske toldmyndigheder har informeret os om, at de mener, at vi skal betale en øget toldafgift fra 0 til 6,4 pct. for nogle af de produkter, som vi importerer ind i USA,« fortæller topchefen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal. (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Chr. Hansen arbejder på at få den amerikanske toldbeslutningen omgjort, fortæller selskabets topchef Cees de Jong.

»De amerikanske toldmyndigheder har informeret os om, at de mener, at vi skal betale en øget toldafgift fra 0 til 6,4 pct. for nogle af de produkter, som vi importerer ind i USA,« fortæller topchefen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal.

»I EBIT-linjen for Health & Nutrition har vi kørt mindre end omkring en mio. euro, der handler om det første halvår i år, og omkring 4 mio. euro er kørt under særlige poster. Det drejer sig om tidligere år,« siger Cees de Jong.

Den øgede told er hovedårsagen til af driftsmarginen faldt i Health & Nutrition til 32,5 pct. mod 35,9 pct. i samme kvartal året før, fortæller selskabet i regnskabet.

»Vi har naturligvis taget skridt til at beskytte os fra yderligere udgifter, og vi er i dialog med myndighederne. Vi mener, at beslutningen bør omgøres,« fastslår den administrerende direktør.

De særlige poster lå samlet på 7 mio. euro i kvartalet. Overskuddet landede på 37,7 mio. euro mod en analytikerforventning om 40,9 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. Nettoresultatet var på 35,5 pct. i det tilsvarende kvartal for et år siden.