Chr. Hansen ligger lunt i svinget på lang bane

Med mere bevidste forbrugere på globalt plan har Chr. Hansen en unik position og potentiale til at køre videre med vækst, vurderer analytiker. Dog sendes aktien ned efter dagens skuffende kvartalsregnskab.

Selvom Chr. Hansen er kommet skidt fra start i regnskabsåret 2013/2014 ligger de lunt i svinget på den lange bane, vurderer analytiker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var et regnskab med blandede bolsjer, som Chr. Hansen i dag præsenterede for sine investorer.

Enzymproducenten er kommet skidt fra start i det skæve regnskabsår 2013/14, og aktieanalytiker fra Sydbank, Morten Imsgard vurderer, er skuffet over Chr. Hansens præstation i regnskabsårets første tre måneder.




»Chr. Hansen starter regnskabsåret temmelig sløvt. Det havde de flaget med på forhånd, men det ændrer ikke på, at det er et regnskab, som isoleret set for første kvartal er dårlige end det, jeg havde ventet,« siger han.

Det er specielt Chr. Hansens største forretningsområde, Kultur- og Enzymdivision, som ikke er helt oppe i gear på væksten. Også tabet af en stor kunde i Sydamerika har vist sig negativt i kvartalsregnskabet, men den mistede kunde bekymrer ikke Morten Imsgard på den lange bane.

»Isoleret set er det bekymrende, men det er ikke mit indtryk, at de mister kunden, fordi der er problemer med Chr. Hansens produkter. Det er en kunde, der har valgt at skifte væk fra Chr. Hansen på grund af forhold i deres egen forretning,« siger Morten Imsgard.

Investorerne har altså, ifølge analytikeren, ikke grund til at frygte, at kunderne begynder at flygte fra Chr. Hansen. Tværtimod vurderer Morten Imsgard, at verdens føde- og drikkevareproducenter i stigende grad interesserer sig for at bruge de naturlige ingredienser, som Chr. Hansen producerer. 

»Producenternes stigende efterspørgsel på naturlige ingredienser hænger sammen med en trend i tiden, hvor forbrugerne er mere bevidste om, hvad de putter i munden,« siger han.

Tendensen med bevidste kunder kendetegner ikke kun den vestlige verden, men også på verdens udviklingsmarkeder, hvor Chr. Hansen har store planer om at skabe vækst. Allerede i dag er Kina verdens største yoghurt-marked, mens Indien er nyt vækstmarked inden for mejeriprodukter. 

»Chr. Hansen står i en unik position til at nyde godt af det her fremadrettet, og der er stadig gode muligheder for, at de kan indfri de forventninger for året, de har sat op,« siger Morten Imsgard med henvisning til en omsætningsvækst på 7-9 procent. 

Både forretningsområderne farve og kultur- og enzymproduktion er koblet op på globale megatrends, og det får Morten Imsgard til at have tiltro til Chr. Hansens langsigtede forretningsmuligheder.

»I mine øjne har selskabet rigtig gode muligheder for at kunne kolbe sig på de globale megatrends,« siger han og fortsætter:

»Som jeg ser Chr. Hansen, har de formået at positionere sig i nogle nicher i fødevareingrediensmarkedet, som er kendetegnet ved, at de produkter de sælger, er altafgørende på slutproduktet.«

Derfor vurderer Morten Imsgard også, at Chr. Hansen har muligheden for at indfri potentialet, som både den økonomiske udvikling i udviklingslande og tendensen til mere bevidste forbrugere, har skabt for enzymproducenten.

Chr. Hansens omsætning i kvartalet endte på 171 millioner euro, et fald på 4 procent i forhold til første kvartal sidste regnskabsår.

På trods af de lyse udsigter og et tilbagekøbsprogram for egne aktier, var der i dag ikke meget at glæde sig over for Chr. Hansen. Det skuffende kvartalsregnskab blev straffet, og aktien ligger onsdag klokken 11.00 nede med 3,7 procent.