Chr. Hansen-konkurrent fastholder syn på 2017 og slår forventninger

Det hollandske ingrediens-selskab DSM, der er konkurrent til danske Chr. Hansen, fastholder sit positive syn på 2017 om en høj encifret vækst i driftsresultatet (EBITDA). Det oplyser selskabet i forbindelse med regnskabet for første kvartal 2017.

Chr. Hansen-konkurrenten EBITDA, fra Holland, fastholder deres positive syn på 2017. Og overrasket positivt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

I kvartalet landede EBITDA på 334 mio. euro svarende til 2,5 mia. kr. mod 271 mio. euro i første kvartal 2016.

Det justerede driftsresultatet endte på 345 mio. euro mod analytikernes ventede 329,6 mio. euro ifølge et estimat fra Bloomberg News. Og det var faktisk højere end selv den mest positive analytiker havde satset på, da buddene lå indenfor rammen 316-341 mio. euro.

Selskabet havde i årets første kvartal en omsætning på 2,16 mia. euro - over 16 mia. kr. - mod ventede 2,05 mia. euro ifølge Bloomberg.

Selv skriver DSM i regnskabet, at første kvartal var meget stærkt med en vækst i salget på 13 pct.

- Overskuddet steg med 75 pct. til 149 mio. euro, oplyser selskabet.

Mere end to tredjedele af omsætningen kommer fra forretningsdivisionen, Nutrition, med en omsætning på 1,4 mia. euro, mens resten kommer fra divisionen Material, der nåede op på et salg på 700 mio. euro.

- Begge forretninger opnåede stærk vækst i volumen over niveauet i markedet generelt, siger Feike Sijbesma, der er administrerende direktør og formand for bestyrelsen i DSM.

/ritzau/FINANS