Chr. Hansen-analytikere: Forventningerne er til den svage side

Chr. Hansen har sat punktum for sit seneste regnskabsår med pæne resultater, men til gengæld er forventningerne til næste års indtjening under det ventede, da ingredienskoncernen ikke har lagt op til at øge overskudsgraden.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Chr. Hansen har sat punktum for sit seneste regnskabsår med pæne resultater, men til gengæld er forventningerne til næste års indtjening under det ventede, da ingredienskoncernen ikke har lagt op til at øge overskudsgraden.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand oven på regnskabet.

»Det er en dyr aktie, og mange investorer ser gerne, at selskabet kan øge marginen, og derfor kan det godt skuffe, at selskabet ikke lægger op til det i forventningerne.«

»En del af det skyldes pres fra den amerikanske dollar og investeringer i produktionen, som skal hjælpe på den lange bane, men det er den korte bane, det kommer til at handle om nu, og derfor kan aktien blive ramt, da markedet har sat næsen op efter en højere margin,« siger Michael Friis Jørgensen.

For det kommende regnskabsår venter Chr. Hansen en EBIT-margin på 28,9 pct., hvilket er på linje med sidste år, mens analytikerne før regnskabet ventede 29,4 pct.

Den organiske vækst i fjerde kvartal lød på 12 pct., hvilket var noget højere end forventet, da analytikerne havde spået en vækst på 9,6 pct., men det bliver forventningerne, som markedet vil bide mærke i, vurderer Michael Friis Jørgensen.

DER MANGLER KRYMMEL PÅ TOPPEN

Aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank er enig i, at indtjeningsforventningerne i hvert fald ikke er en positiv overraskelse.

»Chr. Hansen slutter året meget stærkt af med pæne resultater med meget positive toner. Der er helt sikkert investorer, som havde håbet på en lidt bedre prognose på indtjeningen. Der er rigtig stærke takter i regnskabet, men der mangler krymmel på toppen, og det kan koste på aktiekursen,« siger han.

Derimod er forventningerne til den organiske vækst mere på linje med forventningerne, da Chr. Hansen venter at øge salget 8-10 pct. i år, mens analytikernes forventninger før regnskabet var på 9,5 pct. ifølge Ritzau Estimates.

På selve hovedtallene kom Chr. Hansen nogenlunde som ventet igennem fjerde kvartal.

Omsætningen landede på 283 mio. euro, og overskuddet af primær drift (EBIT) før særlige poster lød på 90 mio. euro, mens analytikerne havde spået en omsætning på 285,6 mio. euro og et EBIT-overskud før særlige poster på 88,6 mio. euro.

I samme periode året før var omsætningen på 255,9 mio. euro, og der var et overskud på driften på 96,0 mio. euro.

Chr. Hansen-aktien faldt onsdag morgen op mod 3 pct. fra åbningen, men siden har kursen rettet sig, og aktien ligger uændret i 536,50 kr. klokken 09.30.

/ritzau/FINANS