Chokolade-chefer forgyldes

Cadbury-direktøren Todd Stitzer står til at tjene et tre-ciftet millionbeløb på salget af den britiske ikon-virksomhed til amerikanske Kraft. Samtidig forgyldes rådgiverne omkring salget med omkring 2 mia. kroner.

Cadburys finansdirektør Andrew Bonfield, bestyrelsesformand Roger Carr og adm. direktør Todd Stitzer. De vil nyde godt at saglet til amerikanske Kraft. Fold sammen
Læs mere
Foto: SHAUN CURRY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På trods af stor britisk modstand og udsigt til fyringer, er der i det mindste én mindre kreds af personer omkring chokolade-giganten Cadbury, der kan grine hele vejen til banken.

Salget til amerikanske Kraft udløser nemlig kæmpe bonusser til både Cadburys nuværende direktør og til rådgiverne i London City, der har assisteret Cadbury og Kraft i forhandlingsfasen. Dermed står direktions- og finansfolkenes udbytte af salget i skarp kontrast til de tusinde af Cadbury-ansatte, der nu må afvente nærmere udmeldinger om, hvor mange der skal afskediges efter salget.

Pension: 125 mio. kr.


For Todd Stitzer, der har været ansat i Cadbury i mere end 25 år, er der udsigt til en ganske behagelig pensionstilværelse, hvis han vælger at forlade Cadbury efter salget. Hvilket de fleste forventer, da han har taget en række kampe med Kraft i salgsprocessen, og derfor nok ikke står i højeste kurs hos de nye ejere.

Ved fratrædelse får Todd Stitzer et års løn – cirka 8,3 mio. kroner. Derudover får han en bonus på små 17 mio. kroner og retten til at indløse aktier for små 73 mio. kroner, skriver The Guardian. Samlet altså en fratrædelsesordning på små 100 mio. kroner.

Hvis de 100 mio. kroner ikke helt rækker til pensionisttilværelsen, har Todd Stitzer dog også en pensionsordning på 125 mio. kroner og en ejerandel i Cadbury på cirka 40 mio. kroner at falde tilbage på.

Rådgivning for to milliarder


Aktionærerne i Cadbury kan dog næppe være helt utilfredse med Todd Stitzers arbejde – i det Kraft betalte cirka 100 mia. kroner for koncernen – cirka 10 mia. mere end det oprindelige bud.

Også diverse finansfolk, advokater, revisorer og kommunikationsrådgivere står til at høste en pæn bonus på Cadbury-salget. Ifølge The Guardians oplysninger udløser salget et samlet rådgivningssalær på svimlende 2.1 mia. kroner. Det svarer ifølge avisen til, at der er blevet brugt omkring 16 mio. kroner på rådgivning for hver dag i salgsprocessen.