Chok: Lauritz.com børsnotering stoppet i sidste øjeblik

Auktionshuset Lauritz.com kommer ikke på børsen i Sverige torsdag, oplyser Nasdaq i Stockholm. Manglende godkendelser fra myndigheder udsætter processen.

Mette Rode og Bengt Sundstrøm Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Lauritz.com

Det danske auktionshus Lauritz.com kommer ikke på børsen torsdag alligevel. Det oplyser Nasdaq Nordic i en skrivelse torsdag morgen. Det fremgår af meddelsen, at det er danske Finanstilsyn, der efterlyser tilladelser fra auktionshuset og sikkerhed for, at de kan opfylde diverse likviditetskrav.

»Børsnoteringen er afhængig af, at Lauritz.com kan opfylde krav til likviditet og indhente de nødvendige tilladelser fra finanstilsynet,« skriver Nasdaq.

I første omgang er en børsnotering udskudt til 17. juni.

Lauritz.com har selv meldt ud, at man går efter en børsværdi på 660 millioner kroner ved at sælge aktierne for mellem 19 og 21 svenske kroner. Auktionshuset har kørt med underskud i flere år, og børsnoteringen bliver betragtet som helt afgørende for selskabets videre fremtid.

Selv har den svenske stifter, Bengt Sundstrøm, stået fast på, at det er ambitionen om at vokse yderligere, der har efterladt auktionshuset med et behov for mere kapital. Planen er, at 40 procent af selskabets aktier skal sælges på børsen.

»Vi har nogle spændende muligheder ude i den store verden, og til det har vi brug for midler. Det kan være en børsnotering, en kapitalfond eller institutionel investor. Vi er åbne for alt,« sagde Bent Sundstrøm tilbage i februar.

Sidste år endte med et underskud på 10,7 millioner før skat, og egenkapitalen er helt nede på 13 millioner.

Selskabets økonomi har det i hele taget været genstand for stor opmærksomhed det seneste halve år. Finans kunne tilbage i marts afsløre, at auktionshuset har lånt over 100 millioner kroner til bestyrelsesformand og stifter, Bengt Sundstrøms.

Lauritz.com er nordens største auktionshus og består aktuelt af 26 huse i Danmark, Sverige, Tyskland og Norge.