Chipkonge er blevet 12 milliarder dollar rigere over natten 

Kunstig intelligens har på ingen måde nået sit højdepunkt. Aktiekursen skyder i vejret hos topproducent af de mikrochip, der er motoren bag teknologien.

Medstifter og topchef i chipgiganten Nvidia Jensen Huang er over natten blevet 12 billioner dollar rigere.  Chiang Ying-Ying/AP/Ritzau Scanpix

Onsdag blev den taiwanesiske techmilliardær Jensen Huang knap 12 milliarder dollar rigere.

Det svarer til lige omkring 83 milliarder danske kroner, og den 61-årige topchef indtager dermed pladsen som verdens 14. rigeste mand.

Det skriver Bloomberg

Jensen Huang er medstifter og administrerende direktør i den amerikanske teknologivirksomhed Nvidia, der særligt er kendt for at producere mikrochip, der sidder i spilkonsoller, og som bruges til udviklingen af kunstig intelligens.

Med gårsdagens formueforøgelse bringer Jensen Huangs samlede personlige formue sig op på 102,8 milliarder dollar. Det svarer til den nette sum af lige knap 708,8 milliarder danske kroner.

Verdens mest værdifulde selskab

Nvidia-aktien har ellers været på en ordentlig rutsjebanetur den sidste uge. 

Teknologiaktierne tog et ordentligt dyk sidste uge, da de første middelmådige kvartalsregnskaber for Google og Tesla blev præsenteret, og frygten for, at man har overinvesteret i kunstig intelligens, blev mere aktuel.

Men onsdag kunne konkurrenten Advanced Micro Devices Inc. så præsentere mere optimistiske forventninger til det kommende kvartalsregnskab, og den prognose fik chipgiganten Nvidias aktier til at stige med 13 procent og dermed selskabets markedsværdi med 329 milliarder dollar. 

Nvidia har på kort tid tiltrukket sig opmærksomhed, da virksomheden på rekordtid er blevet blandt verdens største.

Ved indgangen af 2023 var Nvidia verdens 17.-mest værdifulde selskab, og selskabet indtog i juni måned i år kortvarigt pladsen som nummer et på listen over verdens største selskaber, da selskabets markedsværdi ramte 3.335 milliarder dollar – eller godt og vel 23.220 milliarder kroner. 

Selskabet overhalede således giganter som Microsoft og Apple. 

Bloomberg skriver desuden, at Jensen Huang og flere fra virksomhedens ledelse i første halvdel af dette år har frasolgt aktier i selskabet til en værdi af mere end 700 milliarder dollar. Det største beløb i virksomhedens historie, skriver mediet