Chemometec-topchef: Kina er fortsat en udfordring

Salget stormer frem i USA og Europa for virksomheden Chemometec, der havde en tocifret omsætningsvækst i tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2015/16.

Salget stormer frem i USA og Europa for virksomheden Chemometec, der havde en tocifret omsætningsvækst i tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2015/16. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Uden for de to markeder gik omsætningen dog tilbage med 22 pct., hvilket særligt var drevet af et faldende salg i Kina. Det skyldes primært, at virksomheden, der producerer instrumenter til celletælling, har solgt færre mælkeanalyseprodukter til det kinesiske marked i kvartalet - et salg, der ofte kommer i bølger.

Den store opmærksomhed på de to fremadstormende markeder bærer dog også en del af skylden, fortæller Chemometecs administrerende direktør, Michael Eising.

»Der er ingen tvivl om, at det har noget at gøre med, at vores fokus er på USA og Europa, som vi bruger meget energi og krudt på. Det har vi valgt, fordi vi kan se, at tingene virkelig lykkes på de markeder,« siger han til Ritzau Finans.

»Det er ikke sådan, at vi ikke analyserer og vurderer, hvad vi kan gøre med Kina. Vi har fået nye og flere distributører ombord, og det tager lidt tid, før det kommer op i omdrejninger,« fortsætter han.

I Beijing og Shanghai er der tilknyttet distributører, der skal agere frontløbere for den Allerød-baserede virksomhed på det kinesiske marked og i Fjernøsten generelt. Lige nu arbejdes der derfor på at få oplært de nye distributører i, hvordan produkterne sælges bedst.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at lære dem op og fortælle vores succeshistorier fra andre kunder, så de får en forståelse for, hvordan produkterne skal sælges. Men det er jo ikke os selv, der trækker i trådene. Vi kan bare påvirke og hjælpe alt, hvad vi kan,« siger Michael Eising.

I USA og Europa har selskabet haft stor succes med at ansætte direkte sælgere på de forskellige markeder. Det er endnu ikke sket i Kina, men direktøren vil ikke afvise, at det kan blive tilfældet på længere sigt.

I Europa voksede forbrugervaresalget med 45 pct. i kvartalet, mens instrumentsalget steg med 39 pct. i USA og 35 pct. i Europa. Sammen med det faldende salg uden for de to markeder endte den samlede omsætning på 21,6 mio. kr. mod 17,7 mio. kr. i den tilsvarende periode af sidste regnskabsår.