Chefen tonede frem på video med en barsk besked til 800 ansatte: I er fyrede og bliver erstattet af billigere arbejdskraft

Der hersker kaos i britiske havne, efter at DFDS-konkurrenten P&O torsdag fyrede alle sine britiske søfolk. Fyringerne fordømmes af fagforeninger og den britiske regering, og DFDS forsøger nu at hjælpe strandede passagerer.

Rederiet P&O Ferries beordrede alle sine skibe i havn, før chefen tonede frem og fyrede alle 800 britiske ansatte over en videoforbindelse. Her ses skibet »European Causeway« i Larne på nordøstkysten af Nordirland. Arkivfoto: Paul Faith/AFP/Ritzau Scanpix Paul Faith

De er rystede i Storbritannien efter det, der nu omtales som en »skandaløs« massefyring af 800 søfolk.

Rederiet P&O Ferries, der er en af danske DFDS' store konkurrenter, beordrede alle sine skibe i havn, hvorpå chefen tonede frem på video og uden varsel fortalte, at 800 skulle fyres og erstattes af billigere arbejdskraft.