Charterbranchen har fejlvurderet rejselyst

Danskernes rejseiver midt i finanskrisen har taget charter-branchen med badebukserne nede.

Foto: Scanpix
Landets tre største bureauer kan ikke leve op til efterspørgslen på charterrejser inden for skolernes sommerferie. Branchen ærgrer sig over fejl-estimatet, men ånder lettet op efter at have frygtet et rædselsår som følge af finanskrisen. Det skriver dagbladet Børsen tirsdag.

Midt i et strålende junivejr kom de begyndende udbetalinger af SP-penge rejsebureauerne til undsætning. Salget steg støt, og det drastiske skift til gråvejr i starten af juli betød opklaring for charterbranchen.

Alle rejser i skolernes sommerferie er stort set udsolgt, og der er så stor rift om de få resterende rejser, at de ligefrem sælges til overpriser.

»Helt ærligt er det ærgerligt, at vi reducerede kapaciteten i foråret. Vi kunne i hvert fald have solgt 3-4000 rejser mere, end vi reelt har til rådighed, men omvendt får vi altså også en ganske pæn pris for de rejser, vi har, fordi prisen bliver presset op, så hvor meget det vil betyde på bundlinjen, er ikke til at sige,« siger Jan Lockhart, adm. direktør hos Apollo til Børsen.