CBS lander sikkert andet kvartal

Mediekoncernen CBS, der ejer USA's mest sete tv-kanal kom gennem sit andet kvartal en spids bedre end ventet. Dermed har selskabet det ganske fint, selv om topchefen, Les Moonves, er ude i et stormvejr.

Foto: SHANNON STAPLETON. Mediekoncernen CBS, der ejer USA's mest sete tv-kanal kom gennem sit andet kvartal en spids bedre end ventet. Dermed har selskabet det ganske fint, selv om topchefen, Les Moonves, er ude i et stormvejr.
Læs mere
Fold sammen

CBS kom gennem andet kvartal med et justeret overskud per aktie på 1,12 dollar, mens omsætningen landede på 3,47 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 1,11 dollar og en omsætning på 3,46 mia. dollar.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 427 mio. dollar mod ventede 425 mio. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 750 mio. dollar. Her havde Wall Street ventet 738 mio. dollar.

CBS' mangeårige topchef, Les Moonves, er ude i et stormvejr, da seks kvinder har anklaget ham for sexchikane. Det har også ramt aktien i CBS, der fredag faldt 6,1 pct., da historien først blev bragt, og mandag tog den yderligere en tur ned på 5,1 pct.

Les Moonves udtalte i en skriftlig kommentar mandag, at han har fremmet en kultur med respekt og muligheder for alle ansatte, men at han har overskredet grænser.

»Jeg erkender, at der har været tidspunkter for årtier siden, hvor jeg har fået nogle kvinder til at føle ubehag ved at gøre tilnærmelser. Det var fejl, og jeg fortryder det enormt,« siger han i en kommentar.

Moonves har været topchef i CBS i 13 år.

Aktien falder 1,4 pct. i eftermarkedet på en dag, hvor der er forlydender om, at flere anklager mod topchefen skulle være på vej.