Cbrain skruer op for overskudsprognosen

Cbrain kommer til at tjene mere i 2017, end selskabet hidtil havde stillet i udsigt.

Cbrain regner nu med, at mellem 10 og 12 pct. af omsætningen slår igennem som overskud før skat. Tidligere lød prognosen kun på 5 til 10 pct.

Omsætningen ventes fortsat at vokse med mellem 5 og 10 pct. i forhold til 2016, oplyser Cbrain. Det er dog i strid med de tidligere meldinger fra selskabet, som varslede en omsætningsvækst på 10 til 15 pct. - senest bekræftet i halvårsregnskabet i august.

I 2016 opnåede Cbrain et resultat før skat på 10,9 mio. kr. ud af en omsætning på 71,8 mio. kr. svarende til en overskudsgrad på lige over 15 pct.

/ritzau/FINANS