Carnegie skal sælge Banknordiks danske aktiviteter

Banknordik har udpeget Carnegie Investment Bank til at forestå salgsprocessen af bankens danske erhvervskundeaktiviteter. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.

Foto: BOB STRONG.
Læs mere
Fold sammen

- Det er væsentligt for Banknordik, at forståelsen for bankens danske erhvervskunder opretholdes, og at den personlige kontakt mellem de danske erhvervskunder og Banknordiks kompetente erhvervsafdeling bevares efter et salg, siger bankens administrerende direktør, Árni Ellefsen, i meddelelsen.

- Medarbejderne i Banknordiks danske erhvervsafdeling vil indgå i transaktionen, hvilket giver mulighed for, at kunderne ved overgang til køber kan bevare kontakten til deres nuværende rådgivere, lyder det desuden i meddelelsen.

Banken vil fremadrettet fokusere på det færøske og grønlandske marked samt på det danske privatkundemarked.

Banknordiks bestyrelsesformand, Stine Bosse, har i et tidligere interview med Ritzau Finans kaldt frasalget for naturligt i lyset af de kommende tilsynsstramninger.

- Der kommer nye regler i 2017 om den kapital, du skal holde i forhold til dine største engagementer. Det gør, at du som en lille bank, som Banknordik jo er, skal være meget opmærksom på, at man kan dække det hele kapitalmæssigt. I forhold til at forme os selv i god tid til de regler, har vi vurderet, at vi skal være lidt lettere på erhvervsforretningen. Og der er det helt naturligt, at det er den her del af porteføljen, vi sælger, sagde Stine Bosse.

I samme forbindelse sagde Stine Bosse, at hun ventede stor interesse for køb af porteføljen, men hun ville dog ikke sætte en tidsfrist på processen.

- Det tager en vis tid, og det skal gøres ordentligt og grundigt, og vi har selvfølgelig en øvelse i at få prisen så højt op som muligt, mens andre vil have en interesse i en anden retning. Men de forhandlinger kommer til at foregå de nærmeste måneder, sagde Stine Bosse i sidste uge.