Carnegie opruster med partner fra Deloittes Corporate Finance-afdeling

Foto: LARS LYDEN

Carnegie Investment Banking har ansat Johannes Vasehus, som kommer fra en position som Managing Partner for Deloittes Corporate Finance-afdeling, til stillingen som »co-head of Investment Banking«.

I den stilling vil Johannes Vasehus i samarbejde med Jacob Bastholm, være ansvarlig for at videreudvikle Carnegies position på Investment Banking-området i Danmark. Jacob Bastholm vil som den anden »co-head of Investment Banking« fortsat fastholde sit primære fokus på Investment Banking-området, samtidig med at han fungerer som landedirektør for Carnegie i Danmark.

Ifølge Carnegie skal Vasehus bidrage til at bygge videre på Carnegies ledende rolle i markedet for børsnoteringer og øvrige kapitalmarkedsaktiviteter.

»Johannes Vasehus er en højt respekteret rådgiver både blandt kunder og kolleger, og han bliver en værdifuld tilføjelse til Carnegies Investment Banking organisation. Vi har travlt i Carnegie med et højt aktivitetsniveau på både børsnoteringsområdet, gældsudstedelser og med salg af virksomheder, og Johannes får rig mulighed for at anvende sine veldokumenterede evner og styrke vores tilbud til kunderne,« siger Jacob Bastholm.

Johannes Vasehus starter i Carnegie per januar 2018.

/ritzau/FINANS