Carnegie banker Danske og Nordea på børsnoteringer

Svenske Carnegie har taget en klar føring foran Danske Bank, Nordea og SEB i konkurrencen om at stå for flest børsnoteringer for de største værdier i Norden i år. Det viser en opgørelse fra Bloomberg News

Foto: BOB STRONG. Arkivfoto. Svenske Carnegie har taget en klar føring foran Danske Bank, Nordea og SEB i konkurrencen om at stå for flest børsnoteringer for de største værdier i Norden i år.
Læs mere
Fold sammen

Investeringsbanken med hovedsæde i Stockholm har taget førstepladsen blandt de nordiske banker ved at stå for 615 mio. euro (4,6 mia. kr.) i nysalg fordelt over 17 noteringer indtil videre i år, viser Bloombergs data. Danske Bank og Nordea halter efter med henholdsvis 442 mio. euro og 316 mio. euro - spredt ud over henholdsvis otte og fem handler.

Samtidig har 2017 budt på rekordmange nynoteringer i de fire nordiske lande. Bloomberg har registreret 88 i årets første ni måneder, hvilket er 24 flere end på samme tidspunkt sidste år. Til gengæld er værdien af de noteringer faldet 20 pct., da 2016 blev trukket op af Dong Energy og Nets, og der har ikke været nogen i samme størrelsesorden i år.

»Det har været et stærkt marked i et par år nu, og det har folk udnyttet. Selskabsejere og -investorer har i mange tilfælde fremrykket planlagte børsnoteringer, fordi aktiemarkedet har været meget stærkt,« udtaler Michael Zeier fra Nordeas investment banking-afdeling til Bloomberg News.

I København har der været stille på noteringsfronten i et år siden Nets' entré i september 2016. Ingen nye selskaber er kommet på hovedbørsen i år, mens fire har forladt den. Nilfisk kommer til i næste uge, men der bliver ikke solgt nye aktier, da selskabets notering sker ved en opsplitning af NKT-aktien.

Til gengæld er der en stor mundfuld på vej i 2018, hvor Nykredit ventes at gå på børsen. Den aftale vandt Morgan Stanley, JPMorgan og Danske Bank retten til at stå for.