Carlsbergs udvikler sig stort set som ventet i Vesteuropa

Carlsberg solgte i årets første kvartal lidt mere øl på bryggeriets modne men indtjenings- og omsætningsmæssigt klart største region - Vesteuropa - end ventet.

Foto: ALEXANDER DEMIANCHUK.
Læs mere
Fold sammen

Det viser kvartalsopdateringen for første kvartal, der er blottet for resultattal og kun indeholder omsætning.

Omsætningen i regionen nåede 7800 mio. kr. mod ventet 7819 mio. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates. I første kvartal 2016 var omsætningen 7734 mio. kr.

Nettoomsætningen i Vesteuropa steg organisk 2 pct. som et resultat af en flad udvikling i pris/mix og total organisk volumenvækst på 2 pct.

»Vores volumenvækst var drevet af en god start på året på markeder som Frankrig, Norge, Bulgarien, Italien og Tyskland,« skriver Carlsberg blandt andet og nævner også en ændring af en stor polsk kunde.

»Den gode start på året på adskillige markeder mere end udlignede det senere indsalg til påsken i forhold til i 2016,« tilføjer bryggerikoncernen.

Salget af øl i Vesteuropa blev på 9,8 mio. hektoliter mod 9,7 mio. hektoliter i samme kvartal i 2016.

Regionen dækker Vesteuropa, Skandinavien, Italien og Portugal men også Balkanlandene og Polen samt de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen.