Carlsbergs russiske topchefer fængslet - Ny Baltika-boss har tætte bånd til Putin og Kreml

Den tidligere topchef for Carlsbergs russiske forretning Baltika er anholdt i Rusland.

Præsident Vladimir Putin udsendte i sommer et dekret, som betød, at den russiske stat overtog kontrollen med Carlsbergs nu tidligere russiske forretning. Nu er to af selskabets tidligere topdirektører anholdt med beskyldninger om svindel. (Photo by Gavriil GRIGOROV / POOL / AFP) Gavriil Grigorov/AFP/Ritzau Scanpix

To tidligere topfolk fra Carlsbergs russiske selskab Baltika er anholdt i Rusland. En tredje, som er også er mistænkt, er undsluppet og befinder sig nu i København.

Det russiske medie Fontanka skriver, at de er mistænkt for at overføre licensrettigheder fra Baltika til Carlsberg både før og efter det dekret, som Putin sendte ud i sommer. Dekretet betød, at der blev indsat en ny ledelse for Carlsberg russiske forretning.

De to anholdt er ifølge mediet Denis Sherstennikov og Anton Rogachevsky. Førstnævnte har været en af de mest fremtrædende topchefer i Carlsberg. Han har nemlig stået i spidsen for Baltika, som er det russiske selskab i Carlsberg

»Det er hjerteskærende at se nyheden om, at to Baltika-medarbejdere er blevet anholdt i Rusland i går, samt de yderligere beskyldninger mod flere andre ansatte. Vores medarbejderes sikkerhed har altid været vores hovedprioritet, selvfølgelig også i Rusland,« hedder det i en kommentar fra Carlsberg til oplysningerne.

Ifølge en artikel i Moscow Times kan de to de risikere til fængsel i op til 10 år.

Ulovlig overtagelse

»Det er rystende, at den russiske stats bestræbelser på at retfærdiggøre deres ulovlige overtagelse af vores forretning i Rusland nu har udviklet sig til at ramme uskyldige medarbejdere. De beskyldninger, der rapporteres i russiske medier, er falske,« hedder det videre fra Carlsberg.

Carlsberg kunne ellers i begyndelsen af sommeren annoncere, at der var indgået en aftale med en køber af den store russiske ølforretning. Men senere udsendte præsident Putin et dekret, som betød, at den russiske stat midlertidigt overtog kontrollen med Carlsbergs russiske forretning.

Det var kulminationen på et forløb, hvor Carlsberg ellers havde forsøgt på alle måder at balancere sin vej ud af landet efter krigen i Ukraine.

»Frem til at den russiske stat indsatte en ny, ekstern ledelse, har Baltika handlet i overensstemmelse med loven samt de politikker, der gælder for alle virksomheder i Carlsberg Group. Som Carlsberg vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe medarbejderne under disse vanskelige omstændigheder,« skriver Carlsberg.

Ifølge Fontanka er de tidligere topdirektører mistænkt for at for at varetage interesse for »den uvenlige ejer af Carlsberg«. De skulle ifølge anklagen have forsøgt at overføre rettigheder væk fra Baltika. Mediet skriver, at anklagemyndigheden i Rusland har fået hjælp fra den russiske efterretningstjeneste FSB til at gennemgå Baltikas hovedsæde. Samtidig blev der onsdag gennemført en række afhøringer af medarbejderne i selskabet.

Undsluppet til København

Fontanka skriver, at i alt tre personer, som alle har russisk nationalitet, skulle anholdes. Udover Denis Sherstennikov og Anton Rogachevsky er der tale om en tredje person, som dog er lykkes med at slippe ud af Rusland. Ifølge Berlingske oplysninger befinder vedkommende sig nu i København.

Reelt har Carlsberg i en periode ikke haft nogen indflydelse på den russiske forretning, som i sommer fik indsat en ny ledelse, som har tætte forbindelser til Putin.

I oktober forsøgte det danske bryggeri at stoppe salget af de ølmærker, som Baltika producerer på baggrund af en licens fra Carlsberg. Det drejer sig blandt andet om de kendte varemærker som Tuborg og Kronenbourg.

Jacob Aarup-Andersen, Carlsberg nye topchef, kaldte for nylig hele den lange proces i Rusland for »tyveri ved højlys dag«, hvilket fik den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev – der er en del af Putins inderkreds – til at svare igen ved at sende en række angreb tilbage mod Carlsberg og Aarup.

Carlsbergs farvel til Rusland er et af de mest dramatiske stykker erhvervshistorie nogensinde. Efter manges opfattelse var bryggeriet for længe om at træffe beslutningen om at forlade landet. Siden blev processen forsinket, og gang på gang rystede omverdenen på hovedet.

Fandt forkert køber

Men til sidst fandt det danske bryggeri en løsning, som ifølge den britiske erhvervsavis Financial Times var at sælge til den russiske virksomhed Arnest, der er førende producent af metalemballage. Men den plan faldt med Putins dekret i sommer fra hinanden.

Men meget tyder i dag på, at Arnest ikke havde tætte nok forbindelser til fra Kreml. Samtidig var andre, som omvendt havde gode relationer til Putin, interesserede i Carlsberg store russiske forretning, som består af otte bryggerier, har 8.400 ansatte og som vel og mærke er en sund og velindtjenende virksomhed.

Blandt dem var angiveligt de to milliardærbrødre Jurij og Mikhail Kovaltjuk, der selv er fra Sankt Petersborg, hvor Baltika har hovedsæde.

Begge er imidlertid underlagt strenge sanktioner fra EU og USA, og Carlsberg har tidligere sagt, at det har været vigtigt for dem at finde en køber, der ikke stod på nogen gældende sanktionslister.

Pludselig kom Putins dekret i sommer om, at staten tog »midlertidig kontrol« over Carlsbergs russiske forretning.

Gammel direktør hentet ind

Regimet indsatte Tajmuraz Bollojev som ny direktør for Baltika-bryggerierne. Denis Sherstennikov, Carlsbergs tidligere chef for Baltika røg i første omgang ned som nummer to. Men i sidste uge skrev Financial Times, at Denis Sherstennikov ikke længere var en del Carlsberg, uden at det på noget tidspunkt er blevet meldt ud.

Tilbage sidder nu Tajmuraz Bollojev, der tidligere styrede Baltika med hård hånd fra 1991 til 2004. Han er angiveligt nu ved at indrette Baltika efter sit eget hoved. Blandt andet ved at genudgive en øl fra 1992 med sit eget navn på flasken – en øl, som skal være »fri for udenlandske tilsætningsstoffer«.

Her ses præsident Vladimir Putin og i forgrunden Taimuraz Bollojev, Baltikas nye regent, da han var byggechef for vinterolympiaden i Sochi i 2014.  (AP Photo/Ivan Sekretarev) Ivan Sekretarev/AP/Ritzau Scanpix

Ifølge Financial Times er Bollojev tæt på Kovaltjuk-brødrene, og Bollojev skulle have forsøgt at presse Carlsberg til at sælge Baltika til ham selv og muligvis med Kovaltjuk-brødrene som skjult partner.

Det har Carlsberg nægtet.

Tilbage sidder den danske virksomhed godt nok stadig med ejerskabet over aktierne i Baltika, men det er reelt ikke meget værd, fordi ledelsen i København ikke har nogen indflydelse over beslutningerne i Rusland. Carlsberg har nedskrevet de russiske aktiver fra 20 milliarder kroner til nul, og der er ingen udsigt til, at selskabet kommer til at se noget til nogen indtjening fra Rusland.

Hele processen har været et kæmpe slag for Carlsberg. Ølkoncernen kom til Rusland i 2001, hvor det danske bryggeri købte sig ind i Baltika. Fra 2008 blev bryggeriet den største ølproducent i Rusland, da Carlsberg sammen med Heineken overtog britiske Scottish & Newcastle i det, som dengang var danmarkshistoriens største virksomhedshandel.