Carlsberg taber til Heineken i opkøbs-kapløb

Heineken vinder armlægningen med Carlsberg om at overtage statskontrolleret bryggeri i Slovenien.

Foto: Ilya S. Savenok.
Læs mere
Fold sammen

Carlsberg må se sig slået af banen af den hollandske ærkerival Heineken, som ender med at overtage det slovenske bryggeri Pivovarna Lasko for næsen af Carlsberg.

Nu står det klart, at Heineken er nået til enighed med en gruppe aktionærer i bryggeriet, der betyder, at Heineken køber 51,11 procent af aktierne i Pivovarna Lasko, der er Sloveniens største bryggeri. Det koster Heineken cirka 850 millioner kroner.

Heineken tilbyder nu de resterende aktionærer, at købe deres aktier til samme pris og vilkår.

I december sidste år var det fremme at Carlsberg også var med i opløbet om at købe sig ind i Pivovarna Lasko, der er statskontrolleret og siden sommeren 2013 har arbejdet på at rejse ny kapital og finde en ny, privat ejer. Men Carlsberg, der i december angiveligt lagde et ikke-bindende bud på aktierne i Pivovarna Lasko, må altså se den største konkurrent i Europa løbe med bryggerivirksomheden i Slovenien.

Den slovenske erhvervsavis Vecer har tidligere skrevet, at store kapitalfonde som KKR, Mid Europa Partners, CVC Capital Partners og Bain Capital også  bød på bryggeriet i december ligesom Carlsberg.