Carlsberg snupper Saxo-chef

Carlsberg har fundet sin nye pressechef i Saxo Bank. Det er den 42-årige Kasper Elbjørn, der starter i bryggeriet om to måneder.

Foto: Brian Bergmann. Carlsberg bryggeri i Valby. Flag med logo.
Læs mere
Fold sammen

Efter et farvel til tre højtstående kommunikationsfolk på under et år kommer der endelig en medarbejder den anden vej i Carlsberg. Bryggeriet ansætter en ny pressechef som afløser for den mangeårige pressechef Jens Bekke, der skiftede til Velux tidligere i år.

Carlsbergs nye pressechef per 1. november er Kasper Elbjørn, der har været Saxo Banks pressechef gennem den seneste håndfuld år. Kasper Elbjørn har spillet en profileret rolle i banken og arbejdet tæt sammen med de to hovedejere Lars Seier Christensen og Kim Fournais.

Kasper Elbjørn kommer i Carlsberg til at referere til Anders Bering, der er ny kommunikationsdirektør efter at Andrea Dawson-Shepherd blev fyret, som beskrevet i Berlingske i sidste uge. Andrea Dawson-Shepherd kom til som afløser for Anne-Marie Skov, der ved indgangen til året skiftede til en stilling som direktør for Tuborgfondet.

Kasper Elbjørn er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere været ansat i bl.a. Udenrigsministeriet og i den liberale tænketank Cepos, som han var med til at stifte i 2004.

I Saxo Bank forfremmes Cathrine Kier fra nordisk til global presse- og kommunkationschef. Cathrine Kier har været i Saxo Bank siden 2013.