Carlsberg ramt af konflikt i Kina

Carlsberg er i øjeblikket ramt af en arbejdsmæssig konflikt på sit Dali-bryggeri i Kina.

Foto: MAURITZ ANTIN

Det bekræfter bryggeriets talsmand Jens Bekke over for Ritzau Finans.

- Det drejer sig om, at pakkemedarbejderne gik hjem i onsdags på grund af utilfredshed med deres lønforhold. Nu forhandler man, og både vi og regeringen er involveret, forklarer Jens Bekke.

Carlsberg håber at løse konflikten og vende tilbage til normal produktion "snart", oplyser Carlsberg-talsmanden.

Dali-øllen brygges i byen af samme navn i Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina. Carlsberg har ejet Dali Beer siden 2003.

I 2012 annoncerede bryggeriet planer om at investere 4 mia. kr. i et spritnyt bryggeri i netop Dali.