Carlsberg og Mærsk vælger side i revisorkrig

De to store danske virksomheder bliver hos KPMG, selv om hovedparten af partnerne sidste efterår forlod revisionshuset til fordel for konkurrenten E&Y.

Foto: FABIAN BIMMER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det »nye« KPMG får opbakning fra de to storkunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk. Begge fortsætter hos revisionshuset, der mistede hovedparten af partnerne i efteråret, da konkurrenten E&Y – det tidligere Ernst & Young – købte den danske del af KPMG.

Det skabte uro hos kunderne, men nu har KPMG fået tilladelse til at drive revisorvirksomhed i Danmark. KPMG har blandt andet i en årrække stået for revisionen i flere af A.P. Møller-Mærsks virksomheder og i Carlsberg.

»Der har været en meget god dialog med KPMG International om, hvad de kommer til at etablere i Danmark, hvilke planer de har, og hvilke personer de bringer om bord. Der er en tro på, at KPMG International får KPMG i Danmark op at stå igen som et stærkt alternativ,« siger Jørn P. Jensen, finansdirektør i Carlsberg. Bryggerikoncernen har haft store overvejelser om, hvorvidt de skulle forlade KPMG, men det ville samtidig betyde, at en række udenlandske selskaber også skulle skifte revisor.

»Vi tror på, at der kommer et nyt stærkt KPMG i Danmark, og dermed undgår vi at skulle skifte i alle udenlandske selskaber,« siger Jørn P. Jensen.

Han understreger, at det overraskede den store danske ølkoncern, at de mange partnere i KPMG pludselig forlod revisionshuset.

»Det har været et ubehageligt forløb og meget uventet. Sådan er det. For os handlede det om at komme rigtigt ud af det her. Vi tror på, at den løsning, som vi er nået frem til, er den rigtige,« siger Carlsberg-direktøren.

I går godkendte Erhvervsstyrelsen, at KPMG International får lov at drive revi-sionsvirksomhed i Danmark. Det har også fået Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, til at bakke op om det »det nye KPMG«.

»Vi vil fortsætte med KPMG International, og vi vil finde en løsning på vores revision i Danmark på kort sigt. Vi byder det velkommen, at KPMG har fået en dansk revisorlicens,« skriver finansdirektør Trond Westlie fra A.P. Møller-Mærsk i en e-mail til Berlingske.

Han ærgrer sig over den usikkerhed, det skabte, da E&Y i en opsigtsvækkende handel hentede hovedparten af partnerne hos KPMG. Blandt andet kan det dreje sig om en af A.P. Møller-Mærsks hidtidige revisorer, Jesper Ridder Olsen, der kan være på vej til E&Y.

»Det er selvfølgelig stærkt beklageligt, at en af vores betroede revisorer forlader det internationale revisorfirma, der ligger til grund for vores aftale, og dermed ikke kan levere, hvad der er lovet som en fremtidssikret løsning for A.P. Møller-Mærsk,« skriver Trond Westlie.

Det danske marked for revision har traditionelt været fordelt mellem de såkaldte »Big Four«, der også dominerer verdensmarked. Ud over E&Y og KPMG drejer det sig om Deloitte og PwC.

»Det er vigtigt for A.P. Møller-Mærsk, at vi kan finde en langsigtet løsning, der samler vores revision i Danmark og internationalt, og det er naturligvis en fordel, når der er flere valgmuligheder på det danske marked,« hedder det fra Trond Westlie.

A.P. Møller-Mærsk valgte sidste sommer, at fordele opgaverne mere ligeligt mellem de to hovedrevisorer KPMG og PwC. Hidtil er op mod 80 procent af opgaverne tilfaldet KPMG, men fremover skal de to stå ligeligt for opgaverne. Det betød, at den prestigefyldte opgave at revidere containerrederiet Maersk Line overgik fra KPMG til PwC.