Carlsberg og Liverpool i gyser-forhandlinger om sponsorat

Carlsbergs forhandlinger om fortsat sponsorat af fodboldklubben Liverpool fortsætter.

Det skriver Bloomberg News.

"Vi er stadig i forhandlinger Liverpool med, og det er absolut muligt vi fortsætter vores sponsorat," siger Keld Strudahl, der er Carlsbergs chef for internationale marketingaktiviteter.

Han understreger, at Carlsberg har haft sponsoratet i næsten 18 år, og at Carlsberg har et godt forhold til den nye ledelse i fodboldklubben.

Netavisen epn.dk skrev i sidste uge, at Carlsberg var klar til at opgive sit sponsorat, hvis klubben forlanger det samme som Manchester United har sikret sig for en sponsoraftale.

Manchester United har tegnet en fire-årig kontrakt med det amerikanske forsikringsselskab Aon, der angiveligt skulle give klubben 20 mio. pund om året. Eller 80 mio. pund over fire år plus mulighed for bonus. Til sammenligning betaler Carlsberg 7-8 mio. pund om året for sin aftale med Liverpool - der er en tre-årig aftale, skrev netavisen.

"Det er en meget høj pris. Men jeg kan med garanti sige, at det bliver ikke Carlsberg, der betaler 20 mio. pund om året for at sidde på brystet af Liverpool. Så meget er det sponsorship ikke værd," lød det dengang fra koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen.

(RB-Børsen)