Carlsberg: Økologisk øl vokser og Rå bliver festivaløl på Northside

Økologisk øl er et blev et hit, og kategorien er samlet set vokset 26 pct. i år på det danske marked. Det oplyser Carlsberg til Ritzau Finans.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Arkivfoto: Økologisk øl er et blev et hit, og kategorien er samlet set vokset 26 pct. i år på det danske marked. I år bliver Tuborg Rå festivaløl på Northside.
Læs mere
Fold sammen

Carlsbergs økologiske øl Tuborg Rå er i samme periode vokset med 30 pct. og er dermed kravlet øverst på top ti-listen over økologiske øl med en andel målt i mængder på 28 pct. ifølge data fra analysehuset Nielsen.

Carlsberg vil fortsat vokse kategorien.

»Målet er, at vi sammen med de andre spillere yderligere modner markedet for økologisk øl,« siger marketingchef for Tuborg Christian Sveigaard til Ritzau Finans.

Carlsberg har længe lavet økologisk øl, påpeger han videre, men først på det seneste har markedet været klar til Tuborg Rå.

»Husbryggeriet Jacobsen lancerede sin Jacobsen Extra i 2008, og dengang havde vi ikke fået samme respons på en øl som Tuborg Rå,« siger Christian Sveigaard og understreger, at før man laver en satsning som Tuborg Rå, skal markedet være klar.

Marketingchefen vurderer, at forbrugerne i dag går meget mere op i lokalproduktion, produktionsmetoder, naturlige ingredienser og råvarer. Han vurderer samtidig, at historien omkring Tuborg Rå passer til denne trend.

Tuborg Rå bliver for første gang officiel festivaløl, da musikfestivalen i Aarhus, Northside, har gjort den ufiltrerede Tuborg Rå til officiel festivaløl i år.

I 2016 nåede Northside sit mål om 75 pct. økologi på tværs af alle drikkevarer. Northside vil nu nå et mål for Northside 2017 om 85 pct. økologi på alle drikkevarer, og det skal Tuborg Rå som officiel festivaløl hjælpe med til.

Northside 2017 afvikles i dagene 9.-11. juni i Ådalen ved Aarhus.

Tuborg og Northside indgik en femårig aftale i 2013, og Grøn Tuborg har været officiel festivaløl indtil i år. Både Roskilde Festivalen og Northside har solgt Tuborg Rå siden 2014.