Carlsberg-konkurrents overskud ramt af valutamodvind

Ugunstige valutakurser har sat sine tydelige spor hos bryggeriet Sabmiller, der har haft tilbagegang i omsætningen og indtjeningen i første halvår af selskabets regnskabsår 2015/2016.

Foto: JUSTIN TALLIS

Sabmiller opnåede en omsætning på 9,99 mia. dollar i første halvår, hvilket var en tilbagegang på 12 pct. i forhold til den samme periode året før. Renser man for valutakurser var der dog tale om en fremgang på 5 pct.

Det sydafrikanske bryggeri fremhæver selv et godt salg i Afrika og i Latinamerika.

Valutamodvinden påvirkede også driftsresultatet før skat, renter og særlige poster, som faldt med 11 pct. til 2,92 mia. dollar. Også her var der tale om en organisk vækst på 5 pct., hvis man tager valutakurser ud af regnestykket.

Sabmiller er i øjeblikket ved at blive overtaget af konkurrenten AB Inbev i en handel til mere end 700 mia. kr., der vil skabe verdens med afstand største bryggeri.