Carlsberg: Kæmpe kampagne på vej

For første gang siden 2011 kaster Carlsberg sig til næste år ud i en verdensomspændende reklamekampagne.

For første gang siden 2011 kaster Carlsberg sig til næste år ud i en verdensomspændende reklamekampagne. Fold sammen
Læs mere
Foto: INTS KALNINS

En kampagne, der kan løbe op i flere hundrede mio. kr., skriver Finans.

Det sker med afsæt i bryggeriets 170 års fødselsdag og vil få Carlsbergs historie som det gennemgående tema.

Hos Carlsberg vil man over for Finans hverken be- eller afkræfte, at man brygger på kampagnen. Det eneste bryggeriet vil bekræfte er, at man fylder 170 år i 2017. Hvilket ikke kan benægtes.

I rigtigt mange år har man internt i Carlsberg talt om, at man gerne ville bruge bryggeriets historie langt mere aktivt i brandingen af Carlsberg: bryggeriets oprindelse, Bryggeren, Carlsbergs Laboratorium, at man var den moderne øl-gærs moder, støtten til forskning og kultur, etc.

Men alle tilløb til "den historiske kampagne" er enten blevet kvalt i opløbet eller blevet gjort halvhjertet, skriver mediet.

Sidst man lavede en verdensomspændende kampagne var i 2011 med sloganet "That Calls for a Carlsberg". Dengang skrottede man sit gamle slogan "Probably the best beer in the World".

Kampagnen blev dog aldrig en succes. Især fordi store dele af organisationen fra begyndelsen var imod den store satsning, skriver Finans.

Modstanden blandt de ansatte blev i 2015 så stor, at man helt opgav "That Calls for a Carlsberg" og gik tilbage til "Probably...".