Capinordic hos Finansiel Stabilitet

Finansiel Stabilitet lover at dække tabene hos Capinordic Banks kunder i Danmark.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Capinordic Banks kunder i Danmark kan ånde lettet op. Deres indskud er dækket af statsgarantien, og Finansiel Stabilitet lover at give dem pengene. Derimod forholder det sig anderledes med kunderne i den svenske filial, som kun er dækket delvist. Det oplyser Finansiel Stabilitet.

"Capinordic Bank er medlem af Det Private Beredskab, og bankens danske aktiviteter er derfor omfattet af Bankpakken og hermed den statslige garantiordning," skriver Finansiel Stabilitet.

Kunderne i den svenske filial må derimod lade sig nøje med indskydergarantien. De kommer ikke ind under Bankpakken, men den danske Garantifond for Indskydere og Investorer dækker deres tab på op til 50 millioner euro (372 millioner kroner).

Garanti fra moderselskabet



Desuden kan kunderne i Sverige håbe på, at Capinordic Banks moderselskab, det børsnoterede Capinordic A/S vil dække deres tab.

Moderselskabet har oplyst, at det holder indskyderne skadesløse, hvis banken går konkurs, dog kun hvis hverken den danske eller svenske indskydergarantifond dækker tabene. Garantien er dog ikke ubegrænset, da Capinordic A/S har lagt en øvre grænse på 75 millioner kroner samlet set.

De danske kunders tab bliver ikke dækket direkte af staten. I første omgang dækker indskydergarantifonden, mens beløb, der rækker ud over det, dækkes af Finansiel Stabilitet. Foreløbig lader det sig finansiere af de penge, som bankerne herhjemme betaler for at få statsgarantien.