Capinordic Bank undersøges for strafbare handlinger

Finansiel Stabilitet har besluttet at gennemføre en undersøgelse af, om der er begået ansvarspådragende eller strafbare handlinger i banken, som blev begæret konkurs i går (Opdateres)

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansiel Stabilitet har bedt advokat Carsten Fode fra Kromann Reumert om at undersøge, om der er begået strafbare handlinger i Capinordic Bank.

Meddelelsen kommer her til formiddag i forbindelse med, at Finansiel Stabilitet har overdraget aktiverne i Capinordic Bank under konkurs til et nyoprettet datterselskab.

Det nye selskab, Finansieringsselskabet af 11/2 2010 A/S får den tidligere Midtbank-direktør Steen Hove som formand for bestyrelsen.

Skeletterne er væltet ud af skabet hos Capinordic de seneste dage, hvor Capinordics nye adm. direktør Henrik Vad har forsøgt at finde hoved og hale på butikken. Forvirringen er nu så stor, at Finansiel Stabilitet altså har besluttet at undersøge, om der er foregået noget kriminelt.

Under oprydningen i bøgerne er der dukket en række truende retssager op, som potentielt kunne lænse den nu konkursramte Capinordic Bank for i størrelsesordenen 300 mio. kr.

Flere af sagerne vedrører aktiviteter og virksomheder ejet af medlemmer af milliardærklubben – et netværk af rigmænd omkring Capinordic, som bla. omfattede Ole Vagner, Carsten Leveau, Erik Damgaard og Peter Forchhammer.

Den tidligere stolefabrikant Lorenz Jørgensen oplyser i dag i Berlingske Business, at han har stævnet banken for 50 mio. kr. i forbindelse med et køb af to P-kældre, som han gennemførte sammen med Ole Vagner i 2008.

Dertil kommer en stævning på 20 mio. kr. fra konkursboet efter ejendomsmatadoren Carsten Leveaus tidligere koncern, Centerplan samt et krav i størrelsesordenen 30-40 mio. kr. fra konkursboet efter Synerco, hvor Peter Forchhammer var hovedaktionær. Herudover er der varslet yderligere store krav.