Capgemini får ny dansk topchef

Konsulenthuset henter ny administrerende direktør internt.

Konsulenthuset Capgemini har udpeget den 41-årige Pia Rybenfeldt til ny administrerende direktør for sit selskab i Danmark.

Hun afløser Kjell Ulmfeldt, 60 år, der med udgangen af februar træder af. Pia Rybenfeldt er uddannet cand. scient. adm. fra RUC i Roskilde og har 12 års erfaring i IT-branchen, hvor hun begyndte som konsulent og projektleder. De seneste fem år har hun været direktør for forretningsudvikling i Capgemini Danmark med fokus på den offentlige sektor.

Capgemini har i Danmark 400 medarbejdere og omsatte i 2007 for 547 millioner kroner. På verdensplan er der 88.000 ansatte.

Pia Rybenfeldt er gift med Kim Pedersen, administrerende direktør og partner i managementkonsulentfirmaet DIOS Consulting samt lektor på Handelshøjskolen i København (CBS). De har tre drenge på 11, 18 og 21 år.